I dag kommer Minkkommissionens rapport - få overblikket over sagen
Den længe ventede rapport fra Minkkommissionen offentliggøres i dag.
Torsdag afleverer Minkkommissionen sin beretning til Folketinget. Beretningen er det foreløbige klimaks på forløbet om coronasmitte i mink i Danmark.
Læs her i grove linjer om forløbet i 2020, der endte med at koste en minister sit job:
Juni
15. juni: Der konstateres for første gang smitte med covid-19 i mink i Danmark.
16. juni: Miljø- og Fødevareministeriet informerer Statsministeriet om fundet, og at man agter at aflive dyrene ud fra et forsigtighedsprincip.
Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, godkender det og lægger det til statsminister Mette Frederiksen (S).
19. juni: Statsministeren godkender planen med ordene: "o.k. - vil dog betvivle, om det er nok".
Juli
7. juli: Regeringen skifter strategi.
I stedet for at aflive alle minkbesætninger, hvor der er fundet coronasmitte, skal smitten overvåges, og der indføres påbud om brug af værnemidler på minkfarmene.
September
4. september: Statens Serum Institut (SSI) noterer sig, at en særlig variant af coronavirus fra mink har spredt sig til lokalbefolkningen i Nordjylland.
18. september: SSI skriver i en ny risikovurdering, at minkvarianten potentielt kan "mindske eller eliminere" vaccinernes effekt.
Minkkommissionen
Folketinget nedsatte 23. april 2021 en en granskningskommission til undersøgelse af sagen om aflivning af alle mink i Danmark i november 2020.
Om deres arbejde lyder det:
Granskningskommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for alle relevante myndigheders og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen af beslutningen om, at alle mink i Danmark som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19 straks skulle aflives.
Kilde: Folketinget
Oktober
1. oktober: Regeringen skifter til en ny strategi. Nu skal besætninger med smittede mink og besætninger i 7,8 kilometers radius af smittede mink aflives. I første omgang betyder det, at en million mink skal aflives.
November
2. november: På et møde mellem brancheorganisationen Kopenhagen Fur, SSI's faglige direktør, Kåre Mølbak, og Fødevarestyrelsen fortæller Mølbak, at der er resultater, der viser, at mutationen af coronavirus fra mink viser nedsat følsomhed for antistoffer.
3. november: SSI afleverer en risikovurdering til Sundhedsministeriet, hvori der står:
- En fortsat minkavl under en igangværende covid-19-epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for muligheder for at forebygge covid-19 med vacciner.
3. november: På et møde i regeringens koordinationsudvalg beslutter regeringen, at alle mink i Danmark skal aflives.
4. november: På et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensen (S) oplyses det, at alle mink i Danmark skal aflives.
8. november: Det beskrives i pressen og bekræftes i et skriftligt svar fra Mogens Jensen, at regeringens beslutning kommer til at kræve en ny lovgivning, da der ikke for nuværende er hjemmel til at kræve mink uden for zonerne på 7,8 kilometer aflivet.
9. november: Regeringen opgiver at få en hastelov gennemført, da der mangler den tilstrækkelige opbakning i Folketinget.
18. november: Mogens Jensen træder tilbage som fødevareminister, efter at Miljø- og Fødevareministeriet har udsendt sin redegørelse for forløbet.
December
21. december: Folketinget vedtager L77 med titlen "Lov om aflivning af og midlertidigt forbud mod hold af mink".