Minkavler holder fast i drømmen om genoplivning af sin farm
En minkavler fra Gredstedbro er én af få minkavlere, der stadig holder muligheden åben for at sætte gang i minkproduktionen igen.
Der er perioder i et liv, som man husker bedre end andre.
For minkavleren Jesper Vad Jensen fra Gredstedbro er de sidste måneder af 2020 en tid, som skiller sig ud. Her så han nemlig sit livsværk gå til grunde, da alle mink i Danmark blev beordret aflivet.
Og selvom det var en hård tid, har han endnu ikke opgivet håbet om at starte på ny.
- Jeg har jo tilbragt hele mit liv på en minkfarm og har været selvstændig i 22 år. Det er jo ikke bare et erhverv for mig. Det er en livsstil. Og når man bor på sin farm og har bygget det hele selv, så har man et helt specielt forhold til det, siger han.
Hvor størstedelen af kollegerne valgte at blive lukket ned mod at få en kompensation, tilmeldte Jesper Vad Jensen sig den såkaldte ”dvaleordning”, der gør det muligt at få støtte frem mod en mulig genåbning af erhvervet. Et tilbud som 14 andre avlere også har benyttet sig af.
- I første omgang var jeg kommet i tvivl om, at en nedlukning vil være den rigtige beslutning for mig. Når man har været minkavler i mange år, er det et stort skridt at skulle tage, for når man først har valgt nedlukningen, er der ingen vej tilbage. Det gør det svært at navigere rundt i, så på den måde har jeg tilkøbt mig en tænkepause, siger han.
En timeout i protest
Den tænkepause skal blandt andet bruges på at lave en afvejning af to parametre: Hvad han vil kunne tjene på at drive sin minkfarm i fremtiden, og hvor meget han vil få i erstatning fra staten ved at lukke sin minkfarm ned.
Men tænkepausen er dog også så meget mere end det at få ro til at tænke sig om.
Min største bekymring går på, at jeg skal igennem et kaotisk forløb igen og ikke at vide, hvad jeg har på den anden side
Jesper Vad Jensen, minkavler
For Jesper Vad Jensen er det i lige så høj grad en protest mod regeringen og myndighederne, af hvem han og kollegerne "blev trukket igennem en turbulent tid" i slutningen af 2020 og begyndelse af 2021.
- Det var jo kaotisk fra dag ét, og nu har jeg så set en mulighed for at trække timeout-kortet og mærke ordentligt efter.
Fremtiden er stadig usikker
Tirsdag offentliggjorde Statens Serum Institut en risikovurdering af faren for, at der vil opstå en ny bekymrende virusvariant i forbindelse med en begrænset minkavl i Danmark.
I rapporten konkluderede SSI, at risikoen er lav.
Og selvom det i udgangspunktet er glædeligt, så har minkavleren, der i dag arbejder som anlægsgartner, stadig sine betænkeligheder ved rapportens konklusion.
Statens Serum Institut åbner nemlig for, at det på et faglig grundlag vil være anbefalelsesværdigt endnu en gang at slå mink ned, hvis der opstår en ny virusvariant, som man ikke kender til, for at bremse eventuel smitte.
- Min største bekymring går på, at jeg skal igennem et kaotisk forløb igen og ikke at vide, hvad jeg har på den anden side. Det er det, jeg skal mærke ordentligt efter, for er jeg villig til at løbe den risiko, hvis jeg vælger at starte op igen? Det er jeg i tvivl om, særligt når jeg allerede har været igennem det én gang, siger han.
Derfor ligger både Jesper Vad Jensens skæbne og den faglige vurdering fra SSI nu på politikernes bord. Det er nemlig op til Folketinget at beslutte, hvad der skal ske med minkbranchen i fremtiden.
På nuværende tidspunkt er der et forbud mod minkhold i Danmark gældende til årsskiftet. Om det forbud forlænges eller skrottes må tiden vise.