To spillesteder får fornem udnævnelse
Spillestederne Godset i Kolding og Sønderborghus i Sønderborg kan fra 2025 og fire år frem bryste sig af at være et regionalt spillested.
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har nemlig udpeget 19 såkaldte regionale spillesteder på tværs af landet, og her er de to ovenstående spillesteder blevet valgt fra vores landsdel.
- Udpegningen fra Statens Kunstfond betyder, at vi kan gå i gang med at planlægge aktiviteter sammen med alle vores samarbejdspartnere, hvilket skal komme blandt andre. musik- og talentmiljøer til gode i Kolding og omkringliggende kommuner, siger Martin Røen, der er leder af Godset, i en pressemeddelelse.
Med udnævnelsen følger en forpligtelse til at "være toneangivende i udviklingen af det danske musikmiljø til glæde for publikum, udøvende, koncertarrangører og andre aktører i musiklivet i Danmark".
Med sig følger også et økonomisk tilskud, der i Godsets tilfælde beløber sig på tre millioner kroner, mens Sønderborghus må nøjes med 1,9 millioner kroner.
For begge spillesteder er der tale om en genudnævnelse, idet de allerede er udpeget som et regionalt spillested. Godset har været det siden 2005, mens Sønderborghus har kunne bryste sig af titlen siden 2000.