Straffedom til dement mand ryster patientforening
Udfaldet af en straffesag om en dement mand, der blev årsag til en 99-årig kvindes død på et plejehjem, bør få politikerne på Christiansborg til at reagere.
Det mener Alzheimerforeningen, som udtrykker bekymring for konsekvenserne af en dom, som 29. oktober blev afsagt af Retten i Kolding.
I et brev til Folketingets retsudvalg beder patientforeningen partiernes retsordførere om at tage affære.
I sagen blev en dement mand på 74 år dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling, fordi han i december sidste år havde overfaldet kvinden på et plejehjem i Christiansfeld. Volden medførte, at kvinden døde et døgn senere.
Manden var gået forkert og var havnet i den 99-åriges lejlighed. Han troede angiveligt, at kvinden befandt sig i hans lejlighed. Derefter opstod volden.
På grund af sin lidelse skal han ikke straffes.
Men selv om manden ikke har en psykiatrisk diagnose, har retten besluttet at anbringe ham på en psykiatrisk afdeling. Det skyldes en anbefaling fra Retslægerådet. Rådet afgiver sagkyndige udtalelser, som blandt andet bruges i retssager.
- Vi er meget bekymrede over, at Retslægerådet på den måde negligerer den lægefaglige indsigt i demenssygdom og den demensfaglige ekspertise, skriver foreningen.
At han er havnet blandt psykisk syge og formentlig skal blive der resten af sit liv skyldes ifølge Alzheimerforeningen skyldes også kommunen.
- Det er meget udfordrende for retsfølelsen, hvis det kan være den enkelte kommunes prioritering, der er udslagsgivende i straffesager, skriver foreningen.
Ifølge dommen skal den demente betale erstatning til den 99-åriges efterladte på i alt næsten 130.000 kroner. Dertil kommer sagsomkostninger på op mod 100.000 kroner, hvilket dog er blevet indbragt for landsretten.
Også disse regninger virker urimelige, mener Alzheimerforeningen. Særligt i lyset af, at personalet på plejehjemmet ikke reagerede på alarmer, der viste, at han havde forladt sin lejlighed den morgen i december.