På mirakuløs vis overlevede de ulykke: Frygter, at det vil ske igen
Som 18-årige fik Barbara Trolle og Amalie Bonde vendt op og ned på deres liv i en alvorlig ulykke, hvor en altan i Kolding knækkede, og de faldt ned fra første sal - nu næsten fire år senere efterlyser de stadig lovgivning på området.
Amalie Bonde kigger på sin veninde Barbara Trolle. Hendes hår rejser sig i takt med, at altanen forsvinder under deres fødder, og de styrter mod fliserne i gårdspladsen under dem.
Det næste pigerne ser, minder mest af alt om en krigszone.
- Der var blod overalt. Jeg var selv smurt ind i blod, og det hele var bare meget voldsomt, fortæller Barbara Trolle, inden Amalie Bonde tager over:
- Jeg kiggede rundt og var mega forvirret, for jeg vidste ikke, om mine venner var levende eller døde.
Det er snart fire år siden, at Amalie Bonde og Barbara Trolle fik vendt op og ned på deres liv, da de til en fest sad på en altan, der kollapsede.
Det var de udliggerjern, der holdt altanen på første sal på Dr. Fichs Vej i Kolding forankret på bygningens facade, som gav efter. Det er set før - blandt andet i en sag fra Nykøbing Falster i 2016.
I begge ulykker var der tale om betonaltaner af ældre dato, og netop den type altaner udgør en særlig risiko for, at noget lignende vil ske i fremtiden.
Allerede dengang fik ulykken både politikere og eksperter til at kræve handling, men i dag er der stadig ingen lovgivning om et særskilt tilsyn på altaner.
- Det er et held for nogle af os, at vi overhovedet er i live, og jeg synes, det er helt uacceptabelt, for at sige det mildt, at der ikke er nogen lovgivning om det. Det skal der bare være, så simpelt er det, siger Amalie Bonde.
Fra ungdomsliv til PTSD
Inden ulykken levede de to veninder et helt almindeligt ungdomsliv som 18-årige med skole, fritidsinteresser og fester.
- Vi var bare høje på livet og havde det sjovt, siger Amalie Bonde, inden Barbara Trolle stemmer i:
- Ja, alt gik bare godt dengang.
Men det liv forsvandt på et splitsekund en midsommeraften den 25. juli 2020.
Amalie Bonde tog den aften Barbara Trolle med til en fest hos sin ekskæreste, men festen endte brat, da pigerne sammen med tre andre unge mennesker faldt ned fra første sals højde, fordi den altan, de befandt sig på, kollapsede.
- Vi startede med at gå tre mennesker ud på altanen for at snakke, fordi musikken var ret høj. Jeg fik så et opkald, og idet, jeg rejste mig for at tage det, var der en, der overtog min stol, fortæller Amalie Trolle og fortsætter:
- Da jeg havde lagt på, gik jeg derud igen, og der var i mellemtiden kommet en mere ud på altanen. Vi snakkede om, at en af os nok burde gå ind, og så var det, da vi byttede plads for at en af drengene kunne gå ind, så hørte jeg bare lyden af noget, der knækkede, og folk, der skreg.
Barbara Trolle slap rent fysisk heldigt fra ulykken med kun et brækket håndled.
Værre gik det for Amalie Bonde, der landede lige ned på hovedet og fik en hjerneblødning. Det førte til hele fem indlæggelser, og hun måtte i en længere periode sidde i kørestol.
- Det første, jeg vågnede op til nede på sygehuset, var en sød sygeplejeske, der kom ind og snakkede til mig, fortæller Amalie Bonde og fortsætter:
- Først forstod jeg ikke, hvad hun sagde, og det hele virkede meget omtumlet, men hun får fortalt mig, at jeg er faldet ned fra en altan, og at det er et held, at jeg overhovedet er i live.
En ting er de fysiske konsekvenser af ulykken - noget andet er de psykiske mén, som de unge piger har skullet leve med.
- Jeg besvimede meget, da jeg var syg, og jeg begyndte at få flashbacks i takt med, at jeg blev rask. Det viste sig at være på grund af, at jeg har fået PTSD efter de ting, jeg så den aften, siger Amalie Bonde.
Barbara Trolle gik i 2.g, da ulykken skete. Kampen mod de psykiske følger har gjort, at hendes liv nærmest har stået stille i de næsten fire år, der er gået.
- Jeg er stadig i gang med at færdiggøre min gymnasiale uddannelse, og jeg kan ikke få det drømmejob, jeg gerne vil have, fordi jeg har fået diagnoser fra ulykken, fortæller Barbara Trolle og fortsætter:
- Når man kæmper med så meget efter noget så voldsomt, så er det hårdt at skulle koncentrere sig, komme på arbejde - i det hele taget bare stå op om morgen og have sig et liv.
Må ikke ske for andre
I 2022 afgjorde byretten i Kolding, at udlejeren burde havde undersøgt altanen og dermed var erstatningsansvarlig for personskaderne. Den dom blev 1. februar i år stadfæstet af landsretten.
Den daværende ejer af bygningen, Martin Kristensen, fik efter ulykken sat nye altaner op på bygningen og solgte den. Dengang fortalte han til TV SYD, at han aldrig skulle have noget med gamle altaner at gøre igen:
TV SYD har været i kontakt med udlejer Martin Kristensens advokat Søren Vangsgård og spurgt, om de har kommentarer til sagen. Ingen af dem har haft lyst til at stille op.
Selvom landsrettens afgørelse på mange måder markerer afslutningen af sagen, så er det endelige punktum ikke sat for de to veninder, før der kommer lovgivning på området.
- Mange altaner i Danmark er altså farlige, og de skal tjekkes. Der skal være en lovgivning på området, så det, der er sket for os, forhåbentlig ikke sker for nogen andre, siger Amalie Bonde og afslutter:
- Næste gang kan der være nogen, der dør. Sådan skal det jo ikke være.