KIF Kolding forlænger med trænerteam
KIF Kolding har fået styr på holdets trænerteam frem til sommeren 2026.
Cheftræner Kristian Kristensen og assistenttræner Anders Eggert har fået nye aftaler, som løber frem til sommeren 2026. Det oplyser KIF Kolding tirsdag på sin hjemmeside.
Kristian Kristensen overtog jobbet som træner i februar 2022. Dengang fik han en kort kontrakt i resten af den sæson, hvor det handlede om at klare sig i en tæt bundstrid.
Den mission lykkedes, og samarbejdet blev siden forlænget frem til sommeren 2024, og nu er der altså lagt yderligere to år på aftalen.
- Det har ikke været en svær beslutning at forlænge samarbejdet med KIF Kolding. Jeg føler mig rigtig godt tilpas i klubben.
- Jeg oplever en klub, hvor der bliver trukket i samme retning fra alle, og det gør, at vi på relativ kort tid har kunnet flytte os både på og uden for banen, siger Kristian Kristensen til holdets hjemmeside.
Anders Eggert kalder forlængelsen med KIF Kolding for en nem beslutning.
- Det krævede ikke lang betænkningstid. Jeg er superglad for at være i klubben og synes, at jeg har mange både sjove og udfordrende opgaver.
- Det er et fedt hold at arbejde med, og jeg befinder mig virkelig godt i lederteamet, siger Anders Eggert.
KIF Kolding har tidligere denne sommer ansat Lars Christiansen som sportschef.
Direktør Christian Hjermind forklarer, at det hele skal ses som et led i at få klubben tilbage i toppen af dansk herrehåndbold.
- Vi kæmper hver dag for at bringe KIF Kolding tilbage til toppen af ligaen og spille med om medaljer. I bestræbelserne for at nå dette er det altafgørende med en dygtig sportschef og et stærkt trænerteam.