Udlejer om eksplosion i Kolding: - Jeg har ikke oplevet noget lignende
En eksplosion ramte tirsdag aften et hus i Kolding. Ejeren af boligen har ikke prøvet noget lignende.
Klaus Astrup besøgte klokken 5.30 onsdag morgen et af sine 20 lejemål, der tirsdag aften var centrum for et højt brag.
- Jeg har udlejet boliger siden 1984, og jeg har ikke oplevet noget lignende
Klaus Astrup, udlejer
Det var på Christian 10. Gade i Kolding, at en krysantemumbombe eller lignende blev kastet ind gennem køkkenvinduet, så vinduer og køkkenskabslåger blæste ud af huset og ramte de parkerede biler på vejen. Ingen personer kom til skade.
TV SYD har været i kontakt med Klaus Astrup, der ejer huset, hvor eksplosionen skete. Han driver boligudlejningsvirksomheden Klaus Astrup Ejendomme og var ikke i nærheden, da hændelsen udspillede sig.
- Jeg har udlejet boliger siden 1984, og jeg har ikke oplevet noget lignende, siger han.
Klaus Astrup har også sit eget tømrerfirma, hvor hans lager ligger i forlængelse af det udsatte hus.
Han kunne konstatere, da han besøgte boligen onsdag morgen, at der ikke var sket noget med lageret. Forsikringsselskabet ankom ved middagstid, hvor de gennemgik skaderne fra sprængningen.
Her skal vinduerne i køkkenet skiftes, mens flere skader i køkkenet også skal repareres. Eksplosionen var dog ikke så voldsom, at huset skal rives ned.
Klaus Astrup ønsker ikke at udtale sig yderligere om hændelsen.
TV SYD har også været i kontakt med personen, der er registreret på adressen. Vedkommende ønsker ikke at udtale sig.