Hjemmescanning fanger symptomer tidligere
I Kolding Kommune kan ældre få tjekket deres lunger hjemme i stedet for på sygehuset. Det giver færre indlæggelser og mindre besvær for både patienterne og sundhedsvæsenet.
Projektet har kørt siden oktober, og siden da har cirka 60 ældre fået besøg derhjemme. Undersøgelsen betyder, at symptomerne på sygdom kan opdages tidligere. Dermed kan ældre i mange tilfælde få behandling, før de bliver alvorligt syge og skal indlægges.
Kommunens sygeplejersker kommer ud, når hjemmeplejen får mistanke om en begyndende akut sygdom, eller når den ældre patient har kontaktet egen læge.