Historisk håndboldklub fyrer træneren efter otte sejrsløse kampe
KIF Kolding har opsagt samarbejdet med håndboldklubbens cheftræner Kristian Kristensen.
Otte kampe uden sejr, de seneste fem nederlag, har udløst en fyring af KIF Koldings cheftræner Kristian Kristensen, skriver klubben i en pressemeddelelse.
- Det er aldrig let at tage sådanne beslutninger, men vi mener, at det er den bedste løsning for klubben. Han tiltrådte i en svær tid og var med til at redde klubben for nedrykning. Det vil vi altid være ham taknemmelig for, siger Christian Hjermind, direktør i KIF Kolding i pressemeddelelsen.
KIF Kolding ligger efter 10 kampe i herrehåndboldligaen nummer 12 af 14 hold. I den næste tid overtager assistenttræner Kristian Danielsen tøjlerne i klubben.