Han er træt af at bruge penge på dine underbukser og tamponer - og han er ikke alene
Regningen til at reparere og udskifte spildevandspumper ender i sidste ende hos os selv, så vi burde være bedre til kun at putte det nødvendige i toilettet.
Hos forsyningsselskabet BlueKolding er man godt og grundigt trætte af at bruge penge på at rydde op efter de af os, der bruger toilettet som skraldespand.
Ikke mindst fordi regningen ender hos skatteyderne selv.
De penge kunne vi altså bruge på noget mere fornuftigt
Tue Knudsen, kommunikationschef, BlueKolding
Derfor har BlueKolding og kommunikationschef, Tue Knudsen, startet kampagnen 'Du tror, det er løgn, hvad folk smider i toilettet'.
- Klude og hygiejnebind sætter sig fast i pumperne. Og når det sker, kan pumperne ikke pumpe vandet. Så er vi nødt til at rense, reparere og i værste tilfælde udskifte dem. Og det koster afsindigt mange penge hvert eneste år, siger Tue Knudsen.
Faktisk bruger BlueKolding hvert år tre millioner skattekroner på at rense, reparere og udskifte spildevandspumper, der er gået i stykker på grund af vådservietter, underbukser, hygiejnebind, hår og vatpinde.
Og lige netop vatpinde, skulle man tro, var harmløse. Men blot én vatpind kan ende med at koste flere tusinde kroner.
Og hos BlueKoldings for-renseanlæg bliver det hvert år til 100 ton affald, der skal køres til forbrænding, hvilket i sig selv løber op i 100.000 kroner.
- De penge kunne vi altså bruge på noget mere fornuftigt, synes vi. Vi kunne bruge dem på at klimasikre Kolding ved at lave nogle flere regnvandsbassiner, så vi kan holde vand tilbage, så det ikke oversvømmer huse, veje og kældre, siger Tue Knudsen.
Blandt de mere kuriøse ting, som har sat sig fast i deres pumper kan nævnes gebisser, cowboybukser og en død kat.
Disse ting giver især problemer
Især hår, madolie og vatpinde giver store problemer, hvis du smider dem i toilettet.
Hår samler sig til store hårbolde, vatpinde kan blokere spildevandspumperne, mens madolie størkner og laver fedtpropper i kloaksystemet.
Det er ifølge landets forsyninger et stort problem, da alt mange tilsyneladende forveksler toiletter med skraldespande, hvilket giver skader på kloakken.
Jo mere skadeligt materiale, du smider i toilettet, jo dyrere bliver det for dig som forbruger, da spildevandsforsyningen skal bruge ekstra ressourcer på at rense spildevand og reparere ødelagte eller tilstoppede anlæg.
Alene en enkelt vatpind kan lave ravage i kloakken for mange tusinde kroner, fordi den kan sætte sig fast i de pumper, der skal føre spildevandet videre til renseanlægget.
- Det er kun blevet værre
Hos Tønder Forsyning genkender man tendensen med uønskede genstande i kloakkerne.
Det siger John Pies Christiansen, der er chef for vand og spildevand hos Tønder Forsyning.
- Det er en udfordring, og det har det altid været. Men i mine 31 år i branchen er det kun blevet værre, siger John Pies Christiansen, som dog ikke har tal på, hvad problemet koster.
Det er især underbukser, vådservietter, tandtråd, hår og vatpinde, der sætter sig fast i spildevandsanlæggenes pumper.
- I butikkerne er der kommet mange flere produkter til at tørre sig med. Engang var det næsten kun toiletpapir. Nu er der også kommet artikler med både parfume, creme og så videre som er af materiale, der ikke er opløseligt i vand. Især er engangsklude og vådservietter er et stort problem. Det er en evig kamp. De sætter sig i pumperne og tilstopper dem. Og så er det, det bliver dyrt, siger han.
Han har sågar fundet håndklæder og bukser, der har fundet vej hele vejen gennem kloaksystemet. De kører jævnligt kampagner og informerer skoleklasser og folk på rundvisninger om problemet.
Vejen Forsyning fandt FCK-shorts
Hos Vejen Forsyning er historien ikke meget anderledes.
- Det er ikke et nyt fænomen, men problemet bliver større og større. Vi bruger rigtig mange penge på at reparere pumper, fordi der kommer alt muligt i. Det er især vådservietter, som der er kommet flere af, siger driftschef Steen Juul Rasmussen.
Han fortæller, at de især finder underbukser, nylonstrømper, BH'er, karklude og sten.
Men de har også fundet et oliefilter fra en bil, en gadekost og sågar et par FCK-shorts.
Noget af det er ikke kommet ned i toilettet men gennem andre kloakker.
Vejen Forsyning har heller ikke tal på, hvor meget det koster at reparere pumperne.