Kraftig vækst i antal nye studerende i sydjysk studieby trods færre unge
Officielle tal viser, at der er optaget fem procent flere studerende i Kolding – men det reelle tal er 25 procent, og forklaringen skal findes i udlandet.
Trods faldende ungdomsårgange, så går det rigtig godt med at tiltrække studerende. I hvert fald hvis man spørger i Kolding, hvor årets optag af nye studerende slår sidste års optag med 25 procent.
Det er et tal, der vækker begejstring. Blandt andet på IBA Erhvervsakademi Kolding, som alene på sin nye bacheloruddannelse har optaget 202 studerende. Stort set alle kommer fra lande udenfor EU – og de betaler derfor selv hele uddannelsen, som koster 225.000 kroner - plus leveomkostninger.
4 ud af 10 er fra udlandet
Det er Campus Kolding, der har lavet en foreløbig opgørelse over, hvor mange nye studerende, der egentlig er blevet optaget på byens videregående uddannelser.
Ifølge de officielle tal fra den koordinerede tilmelding (KOT) har de videregående uddannelser i byen optaget 946 studerende mod 901 i 2023. Det svarer til en stigning på fem procent.
- Men hvis vi medregner de mange internationale studerende på uddannelser med fuld egenbetaling samt danske og internationale studerende på SU-berettigede top-up og kandidatuddannelser, så er optaget steget fra 1.421 sidste år til 1.776 nye studerende i år, og det er jo et helt andet tal, siger Mikael Sorknæs, som er leder af Campus Kolding.
659 af de nye studerende er fra udlandet, og en meget stor del af dem kommer fra lande udenfor EU. Det svarer til at 37 procent af de nye studerende er fra udlandet.
Ny uddannelse revet væk
Det er især IBA Erhvervsakademi Kolding, der trækker mange nye udenlandske studerende.
En nyoprettet bacheloruddannelse, BSc International Business Management, er blevet ”revet ned af hylderne” af udenlandske ansøgere.
de her uddannelser er ikke SU-baseret. Det vil sige, de får ikke en krone fra den danske stat. De betaler selv hele uddannelsen og alle deres leveomkostninger
Britt Johnsen, kommunikationschef, IBA, Kolding
- Vi fik 1594 ansøgninger til de 202 pladser på uddannelsen, fortæller kommunikationschef, Britt Johnsen.
De 202 pladser er ikke besat gennem det koordinerede optag. Det er pladser, som er oprettet på licens fra Coventry University, som IBA har samarbejdet med i mange år.
Får ikke SU
Samlet set har 539 internationale studerende sagt ja tak til den tilbudte studieplads hos IBA. Det er 408 flere end de 131 studerende, der startede på en af de dengang fem engelsksprogede uddannelser i september 2023.
- Alle har betalt, men om vi ender på 539 nye studerende på de engelsksprogede uddannelser, ved vi først ved studiestart. De fleste skal have visum, og vi ved af erfaring, at der kan være enkelte, der ikke får et, fortæller Britt Johnsen.
- Det, der er helt særligt ved de internationale studerende, vi har nu – i forhold til dem, vi havde før 2017 – er, at de her uddannelser ikke er SU-baseret. Det vil sige, de får ikke en krone fra den danske stat. De betaler selv hele uddannelsen og alle deres leveomkostninger, fortæller Britt Johnsen.
Antal nye studerende IBA, Erhvervsakademi Kolding
Uddannelser (Coventry University) | Antal af optagne ansøgere, der har betalt studieafgifterne – 2024 (men ikke fået visum endnu) | Antal af internationale ansøgere, der begyndte deres studier på IBA i 2023 |
BSc International Business Management (begynder først i 2024) 3-årig | 263 | - |
Top-up BA International Business 1-årig | 78 | 52 |
Top-up BSc Informatics 1-årig | 28 | 14 |
MSc International Business 14 måneder | 87 | 25 |
MSc Business and Organizational Psychology 14 måneder | 39 | 16 |
MBA General Management 14 måneder | 44 | 24 |
I 2017 besluttede daværende uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind (V), at ”rydde op” og skære 25 procent i antallet af udenlandske studerende på erhvervsakademierne og professionshøjskolerne efter kritik af, at for få kom i arbejde i Danmark efter endt uddannelse.
Fire år senere, i 2021 lukkede den socialdemokratiske regering 4.000 engelsksprogede studiepladser, fordi mange studerende fra EU-lande efter endt uddannelse rejste hjem igen og efterlod sig SU-gæld, som ikke kunne inddrives.
Åbner nu for flere engelsksprogede
En stor del af stigningen i antallet af nye studerende skyldes blandt andet, at der igen er åbnet op for flere engelsksprogede studerende på universiteterne.
I foråret 2023 blev et flertal i Folketinget enige om at give tilladelse til at universiteterne kunne oprette 1100 nye engelsksprogede uddannelsespladser årligt i årene 2024-2028. Fra 2029 stiger tallet til 2500 årligt.
Syddansk Universitet er tildelt 180 af de nye pladser, og 80 af dem er nu optaget på to helt nye kandidatuddannelser på SDU i Kolding, nemlig Data Science og Data driven cand. merc.-uddannelserne.
Antal studerende på to nye uddannelser på SDU
Data Science: 98 nye studerende
Heraf:
Danske: 30
Øvrig EU: 32
Øvrig udland: 36
Data Driven cand.merc.: 23 nye studerende
Danske: 11
Øvrig EU: 10
Øvrig udland: 2
- Der er sket flere ting de sidste par år: faldende ungdomsårgange, den meget lave arbejdsløshed og den høje efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft betyder, at man simpelthen kan se, at det ikke er muligt for os at klare os udelukkende med de danske ungdomsårgange. Så for at imødekomme den efterspørgsel, der er fra erhvervslivet, så man har været nødt til at lukke mere op for internationale studerende igen, siger leder af Campus Kolding, Mikael Sorknæs.
Trygt sted at sende sine døtre til
De studerende på IBA kommer primært fra Nepal, Indien og Bangladesh, og det er især erhvervsøkonomi og virksomhedsledelsesfag, de studerer.
- Når unge rejser fra for eksempel Indien og betaler en bacheloruddannelse i Kolding, så skyldes det blandt andet en kombination af eventyrlyst, IBA’s faglige omdømme og det trygge, danske samfund.
- Det sidste er ingen selvfølge i alle lande, så det bliver ofte fremhævet af de internationale studerende, vi taler med, forklarer Britt Johnsen.