Da han manglede nogen at køre studenterkørsel med, trådte fremmed klasse til
Efter Anders Hemmingsen med 1,3 millioner følgere på Instagram delte hans besked, fandt Ludvig Frovin en klasse, som vil tage ham med på studenterkørsel.
En fremmed er bare en ven, du ikke har mødt endnu, lyder et gammelt ordsprog.
Og det kan den 20-årige Ludvig Frovin fra Kolding i dén grad skrive under på.
For han har arrangeret studentergilde på netop den dag, hvor de andre elever fra Kolding HF og VUC har arrangeret studenterkørsel.
Men han vil ikke snydes for den festlige oplevelse i den åbne lastbil med dyt, øl og høj musik.
- Jeg har haft en ret svær studentertid med nogle personlige ting, der har gjort den ret svær. Så det er også derfor, at det er ret stort for mig endelig at færdiggøre den her ungdomsuddannelse, og derfor vil jeg rigtig gerne ud på studenterkørsel, siger Ludvig Frovin.
Så han skrev en besked til en af Danmarks største influencere, Anders Hemmingsen, der har 1,3 millioner følgere på Instagram.
Anders Hemmingsen delte Ludvig Frovins besked, og siden er det strømmet ind med henvendelser med folk, der gerne vil have ham med i deres studentervogn.
Det er lige så meget hans studenterkørsel, som det er vores
Ditte Hansen, 2.hf, Rosborg Gymnasium og HF
Fremmed klasse trådte til
Og nu står en fremmed 2.hf-klasse fra Rosborg Gymnasium klar med åbne arme til at tage imod Ludvig Frovin.
- Vi blev meget hurtigt enige i klassen om, at alle har fortjent at komme på studenterkørsel. Jeg skrev ud til klassen og spurgte, om de også var med på at tage Ludvig med. Alle var meget hurtige til at svare, at de synes det var en rigtig god idé, siger Celine Lykke Ravn, der har arrangeret studenterkørslen.
Ditte Hansen går også i klassen, og hun har ingen skrupler med at tage en fremmed med i vognen.
- Vi er en meget åben klasse, så vi tager Ludvig ind med åbne arme, og det er også derfor, vi tager ham med, når vi skal male banner, så han ikke bare bliver kastet ind og føler, at han er gæst. Det er lige så meget hans studenterkørsel, som det er vores, siger Ditte Hansen.
Familien skal heller ikke snydes
- Jeg er næsten tom for ord, for jeg har virkelig ikke lyst til at presse mig på eller træde nogen over tæerne ved at komme med. Men de har bare taget imod mig med åbne arme, og de har været helt vildt søde og er super begejstrede for at have mig med, siger han.
Ruten er allerede planlagt, men Ditte Hansen har tilbudt, at Ludvig Frovins familie kan komme hjem til hendes forældre, så de også er med.
- Det er mere, end jeg nogensinde havde regnet med, at det ville blive til. Det er virkelig, virkelig fantastisk, og de er bare enormt skønne allesammen, siger han.
Anders Hemmingsen hjalp til
Matchet mellem klassen og Ludvig Frovin var ikke blevet til noget, hvis ikke Anders Hemmingsen havde delt hans opslag.
- Jeg kan faktisk godt forstå, at Ludvig rækker ud til Anders Hemmingsen, for det er tit, at han bruger sin platform til at hjælpe folk med at løse et problem. Det er sejt af Ludvig, at han tør at stå frem, for han ved jo ikke, hvem vi er. Det er cool og modigt, siger Celine Lykke Ravn.
Men faktisk fortryder Ludvig Frovin lidt ordlyden i det opslag, som Anders Hemmingsen delte. For han fik det til at lyde som om, han var blevet ekskluderet af fællesskabet på sin skole.
På HF enkeltfag går man ikke i én klasse, og man må derfor selv arrangere studenterkørsel på tværs af klasserne.
Men han fik ingen respons, da han spurgte på skolen i marts, og han tror ikke, at det var med dårlige hensigter ikke at reagere.
Og da han ikke selv var fysisk på skolen, da nogle andre arrangerede en tur, fik han ikke meldt sig til, og så var det for sent.
Virksomhed bombarderet med henvendelser
Det var Trine Christensen fra SULA Studenterkørsel, der fik formidlet kontakten mellem klassen og Ludvig.
Hun blev bombarderet med henvisninger til opslaget.
- Jeg synes jo egentlig, at alle skal have lov til at fejre den her dag. Og egentlig hedder det sig, at alle unge, som har taget en minimum toårig ungdomsuddannelse, må køre studenterkørsel, og det, synes vi også, at de skal have lov til, siger Trine Christensen.
Ludvig Frovin og 2.hf fra Rosborg kører studenterkørsel 30. juni og 1. juli.
TV SYD har bedt Anders Hemmingsen om en kommentar på det lykkelige match gennem hans Instagram-profil, men han er endnu ikke vendt tilbage.