- Det var da utroligt så meget røre, der er omkring det her, tænkte Anders Hegnet.

Dagen startede som en hver anden onsdag, men han skyndte sig hjem fra arbejde, da han fornemmede, at alt ikke var, som det plejede.

Han træder ind af døren til sit hjem i Seest og bliver mødt af sin 9-årige datter.

- Vi skal dø, vi skal dø, vi skal dø, råbte hun.

Allerede inden Anders Hegnet kom hjem, sprang den første container på fyrværkerifabrikken. Braget var højt og rystede huset.

Hans datter fik sig en stor forskrækkelse, og lige som det lykkedes ham og hans kone at snakke hende til ro, lød der et kæmpe brag.

Billederne hoppede på væggene, fliserne på badeværelset slog revner, og husgavlen gav sig.

Ude fra gårdhaven kaldte Anders Hegnets søn. Han løb ud til sin søn, der pegede op mod himlen i retning mod fyrværkerifabrikken.

Side ved side så de den mørke aftenhimmel blive overtaget af et orange ildhav, der bredte sig ind over familiens hus.

Begyndelsen på en katastrofe

I Kolding-forstaden Seest lå N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik indtil den 3. november 2004, da fabrikken eksploderede. Det begyndte som en brand, der udviklede sig til en af de voldsomste katastrofer i den nyere danmarkshistorie.

Én brandmand omkom, flere blev sårede, hundredvis blev hjemløse og mistede alle deres ejendele.

Ifølge en rapport fra en uafhængig ekspertgruppe fra Danmark, Norge og Sverige begyndte branden, da en medarbejder på fabrikken tabte en kasse med fyrværkeri inde i en container.

- Jeg ved ikke, hvor mange tusindvis af kasser jeg har haft i hænderne. Der er aldrig nogensinde sket noget, hvis jeg har tabt en, siger Brian Gaarde, der er tidligere medarbejder på fyrværkerifabrikken.

Brian Gaarde er en af dem, der var helt tæt på, da katastrofen begyndte. Han havde på det tidspunkt arbejdet på fyrværkerifabrikken i fire år.

- Jeg husker det tydeligt, siger han.

Han og to løsarbejdere, som var blevet ansat to dage forinden, var ved at tømme to 40 fods containere, der lige var kommet hjem fra Kina.

Brian Gaarde kørte på en gul truck frem og tilbage med fyrværkeri mellem containerne og en lagerhal, mens de to løsarbejdere tog kasser ud af containerne.

På en af turene mod lagerhallen hørte han små brag fra en af containerne. Han var under 50 meter derfra og vidste allerede, at der var noget galt.

- De havde tabt en kasse, og så skete der et eller andet inde i den kasse. Jeg tænkte, at vi nok skulle få hurtigt styr på det. Så må vi bare få den kasse ud af containeren og lagt væk, og når der kommer vand på, så skal det nok gå i sig selv, siger Brian Gaarde om de tanker, som han gjorde sig dengang.

Men sådan gik det ikke. Situationen eskalerede hurtigt. Medarbejderne måtte søge ly hos nabovirksomheden, og brandvæsnet blev tilkaldt.

Flere brandfolk forsøgte at afkøle containeren, men de manglede et værn mod varmen. En indsatsleder bad derfor Brian Gaarde om hjælp.

Af egen fri vilje gik han tilbage til den gule truck og kørte den hen foran containeren, så brandfolkene havde noget at stå bag. Han slukker trucken og gik roligt væk fra den.

Da Brian Gaarde nåede 50 meter fra containeren, sprang den i luften. Han blev kastet ned på ryggen og så den tunge låge flyve hen over hovedet på ham.

- Lige der blev jeg overrasket over, at det havde udviklet sig til det, det havde, fortæller Brian Gaarde og tilføjer den tanke, som øjeblikkeligt fløj gennem hans hoved:

- Det var tæt på. For jeg skulle jo ikke have gået ned til den truck ret meget senere.

Derefter blev Brian Gaarde, hans kolleger og nabovirksomheden evakueret.

Tusindvis fjernet fra deres hjem

Efter den første container eksploderede klokken 15.25, begyndte Kolding Politi at evakuere alle inden for en radius af 500 meter fra N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik.

Hans Ove Sørensen var på det tidspunkt vicepolitikommissær og pressetalsmand i Kolding Politi og var med til at sætte evakueringen i gang, da han udsendte sirener via Danmarks Radio.

- Man begyndte at fjerne de mennesker, der var i nærheden, og sendte dem ned på Bakkeskolen. Det var politiet, der sagde: Nu flytter vi dig, men det er for at redde dit liv. Det var lige med at få det forklaret, siger han.

Ifølge den tidligere vicepolitikommissær var evakueringen af området en svær beslutning at træffe. Og klokken 17.00 træffes beslutningen om at yderligere til 1000 meter.

- Det er jo en stor beslutning at fjerne mennesker fra deres hjem, fordi det er et stort indgreb i et menneskes dagligdag. Og hvor langt skal de væk for at være i sikkerhed? Og der sagde chefen: Nu har vi truffet beslutningen om, at de skal ud, og så skal de også væk, så de er sikre, siger han.

De allerede evakuerede blev derfor flyttet fra Bakkeskolen til Ålykkeskolen og endnu flere fulgte med. I det område i Seest, der blev evakueret, boede der 2000 mennesker.

- Så er det ud, og det er nu

Inden for den anden evakueringszone, kun 700 meter i fugleflugt fra fyrværkerifabrikken, boede Anders Hegnet på Skovlundevej.

Han og familien var stadig hjemme klokken 17.45, da det, de havde frygtet hele dagen, pludselig skete.

Branden på fyrværkerifabrikken blev til en eksplosion, der formede sig til en enorm paddehat over det, der engang var et boligområde.

Anders Hegnet kiggede sin kone med dødsangst i øjnene.

- Det er sgu ikke sikkert, at vi overlever det her, tænkte han.

Ude i haven pegede sønnen på det flammehav, der samlede sig over Seest.

Det bragede ikke længere. I stedet kunne man høre en susen af tusindvis af raketter og batterier, der ustoppeligt skød mod den orange himmel.

Pludseligt ringede fastnet telefonen.

Ring, ring, ring, ring.

Han løb ind i huset og greb røret. En kontant stemme lød:

- Så er det ud, og det er nu!

Katastrofen kunne mærkes langt væk

Den store eksplosion, som Anders Hegnet mærkede, målte 2,2 på richterskalaen og fik seismografen til at slå ud i Mønsted Kalkgruber 125 kilometer derfra.

176 huse blev ødelagt, og 75 af dem stod ikke til at redde. Ødelæggelserne løb op i 750 millioner kroner.

På Kolding Politistation cirka to kilometer fra N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik kunne eksplosionen også mærkes. Stolen hoppede under den daværende vicepolitikommissær, Hans Ove Sørensen.

- Chefen kunne tørre sveden af panden og sige: Hold da kæft, det var godt, at de kom væk, fortæller Hans Ove Sørensen.

Beslutningen om at evakuere op til 1000 meter fra fabrikken blev godt begrundet ifølge HO Sørensen. Var den store eksplosion ikke sket, havde man sat spørgsmålstegn ved beslutningen. Men det kunne man ikke længere.

- Vi kunne ikke redde alt det materielle, men vi kunne redde menneskene fra at blive beskadiget eller dræbt. For havde der været mennesker i de huse, der lå tættest på, så har de ikke kunnet overleve, siger den tidligere vicepolitikommissær.

Også fire kilometer væk, hvor alle medarbejderne fra fyrværkerifabrikken var, dirrede vinduerne og åbne døre smækkede i.

Efter evakueringen holdt medarbejderne sig samlet og tog fem taxaer hjem til den tidligere sikkerhedschef, Karsten Nielsen.

Brian Gaarde mærkede derfra trykbølgen og varmen, der blev sendt ud fra hans tidligere arbejdsplads. Han var meget bevidst om fabrikkens placering.

- Det var et beboelsesområde, så min første tanke var: Jeg håber ved Gud ikke, at der er nogen familier, der har mistet børn, eller at der er hele familier, der går til grunde, siger den tidligere medarbejder.

Han troede på det tidspunkt, at alle, der boede i området, var nået væk fra området.

Og det var langt de fleste også. Bare ikke Anders Hegnet og hans familie, der var hjemme, da det hele sprang i luften.

Et anfald af sindssyge

Anders Hegnet smækkede røret på, for nu kunne det ikke gå hurtigt nok. Stemmen i telefonen tilhørte en politibetjent, der ringede for at evakuere familien.

Han og hans kone pakkede deres to børn, to hunde og to katte ind i bilen. Imens kørte tankerne rundt i hans hoved:

- Hvad med huset? Der sejler fyrværkeri ind over taget, kommer det til at brænde?

Han kom i tanke om, at der under de høje brag fløj en træbjælke ind i haven. Den lå nu på græsplænen og brændte.

I stedet for at sætte sig ind i bilen, løb han tilbage til haven og begyndte at stampe på den store bjælke.

- Det var nærmest et anfald af sindssyge, der ramte mig, siger Anders Hegnet.

Han kunne ikke tænke rationelt, men heldigvis kunne hans kone bedre holde hovedet koldt og fik ham gennet ind i bilen.

Familien var klar til at flygte fra deres hjem. Anders Hegnet sad bag rattet, men bilen flyttede sig ikke.

- Helle, jeg kan jo ikke køre. Der er ild overalt på vejen, så mine dæk smelter, sagde han.

- Du kører nu. Tryk på den speeder, sagde hans kone bestemt.

Anders Hegnet kiggede ud på den orange himmel, ilden og fyrværkeriet, og så kørte han.

Dagen har sat sit præg

Huset blev stående på Skovlundevej, men de voldsomme oplevelser gjorde noget ved Anders Hegnet.

- Der skal ikke meget til, før det er på nethinden igen, siger han.

Han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det nogensinde skulle gå så galt.

I dagene og månederne efter katastrofen forfulgte det orange lys ham i flashbacks, og resten af familien var også mærket. Hans to børn gik til psykolog efter deres voldsomme oplevelser.

- Mest for deres skyld. Men vi må nok også erkende, at det også var for vores egen skyld i forhold til at få bearbejdet de her oplevelser, siger Anders Hegnet.

Oven på de psykiske efterfølger begyndte en stor forsikringssag på huset, fordi gulvbrædderne var gået fra hinanden, alle fliserne på badeværelset var revnet, og husgavlen sad løst. Det fyldte også hos familien.

I dag 20 år senere er der for længst kommet styr på forsikringen, og katastrofen fylder ikke længere for Anders Hegnet – og dog.

- Det har været en tid, der har sat sit præg, siger han.

Inden katastrofen var Anders Hegnet lidt af et legebarn, der godt kunne lide at fyrre raketter af med børnene. Men i dag er det minimalt, hvor meget fyrværkeri familien fyrer af til nytår.