Pernille Hahn var fem år, da N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Kolding-forstaden Seest sprang i luften.

Selvom det er 20 år siden, fylder det stadig hos hende.

- Jeg har det ikke særligt godt med fyrværkeri og pludselige lyde og brag, fortæller hun.

Pernille Hahn og hendes familie boede lige udenfor evakueringszonen på 1.000 meter, hvilket betød, at familien var tæt på og hjemme under alle eksplosionerne.

Pernille Hahn så ikke med egne øjne eksplosionerne eller alt fyrværkeriet. Men lydene husker hun tydeligt, og de har sat sig fast i hende.

Når der lyder pludselige brag, torden eller sirener, får hun hjertebanken og kan bedst beskrive sine reaktioner som angstanfald, når de er værst.

- Det bliver sådan noget koldsvedagtigt, og hjertet banker. Jeg føler ikke, at jeg kan være i min egen krop. Det er sådan en følelse af, at jeg har lyst til at flygte, men at jeg jo ikke rigtig kan, fordi jeg er på stedet, siger Pernille Hahn.

Nytårsaften er derfor ikke særlig sjov for hende.

- Jeg sidder med noise cancelling høretelefoner på og skal helst ikke uden for en dør, siger hun.

Selvom Pernille Hahn i dag er 25 år og flyttet hjemmefra for at studere, vender hun altid hjem til Seest, når nytåret nærmer sig. Her er hun tryg og omgivet af familie, der ved, hvordan hun kan reagere på fyrværkeri og brag.

Ikke så mærkeligt

Professor i klinisk psykologi ved Syddansk Universitet, Ask Elklit, undersøgte 16 måneder efter katastrofen den 3. november 2004, hvor mange børn på Bakkeskolen i Seest, der var påvirket af den efterfølgende.

Det viste sig, at 37 procent af de 430 børn i undersøgelsen udviste tegn på PTSD som følge af katastrofen.

Helt præcist levede 15,5 procent af børnene op til en PTSD-diagnose, og 21,5 procent levede op til subklinisk PTSD.

Ifølge Ask Elklit er det derfor ikke mærkeligt, at børn, der ligesom Pernille Hahn oplevede fyrværkerikatastrofen, stadig er mærket af deres oplevelser.

- Det er jo oplagt at danne sådan nogle fobier, som har med en katastrofe at gøre med eksplosioner. Rigtig mange børn har været mærket af det. Og det er de måske også den dag i dag, siger Ask Elklit.

Han understreger, at katastrofen var meget voldsom. Flere af børnene har oplevet eksplosionerne, fyrværkeri i luften, at det brænder, at brandvæsnet og politiet rykkede ud og at blive evakueret og måtte flygte fra deres hjem.

- Det var en farlig situation, og man vidste ikke, hvor farligt det ville blive. Det er rystende og vil opleves som farligt af enhver, siger professoren.

I det øjeblik, man bliver traumatiseret, er deri følge Ask Elklit mulighed for, at oplevelserne skaber fobier.

- Nogle ting bliver ved med at leve inde i folk. Når noget angst er knyttet til et bestemt signal, nemlig sirener eller meget voldsomt lyd, så får det sit eget selvstændige liv inde i personen, forklarer han.

Folk kan være uforstående og ufølsomme

En anden, der 20 år senere også kan blive mindet om Fyrværkerikatastrofen i Seest, er Louise Hegnet. Hun var ni år og boede i Seest, da katastrofen skete.

- Jeg tror, det ligger i mit baghoved, for når det tordner, så vandrer mine tanker altid tilbage til episoden. Altså altid, understreger hun.

For blot et par uger siden blev hun om natten vækket af et tordenvejr, der gjorde hende så bange, at hun ikke kunne falde til ro igen.

- Jeg er ret sikker på, at det er katastrofen, der har været inde i hovedet. I min barndom var der det her med tordenvejr. Det har ikke været det allerfedeste, men det er blevet bedre og bedre, siger Louise Hegnet.

I tre måneder efter katastrofen gik hun til psykolog. Men når der kommer et brag, som tager hende tilbage til dagen, så får hun lyst til at fortælle vidt og bredt om sine oplevelser.

- Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med bearbejdning, eller om jeg leder efter omsorg. Det lyder ekstremt mærkeligt, når jeg siger højt, siger hun og fortsætter:

- Men vi skal blive ved med at fortælle om katastrofen, fordi folk udefra kan være uforstående og ufølsomme over for, hvad der egentlig er sket, og hvordan det egentlig har påvirket os, siger hun.

På niveau med voksne

Udover undersøgelsen af børnene fra Seest lavede Ask Elklit også en undersøgelse af de voksne beboere i Seest. Til sammen viste de to undersøgelser, at forekomsten af PTSD og subklinisk PTSD var den samme hos børn og voksne.

Og det fandt han meget interessant.

- Man tænker nogle gange, at børn bliver skånet, fordi der er nogle ting, de ikke forstår og sådan noget. Men her kunne vi se, at børn ikke bliver skånet. De udvikler lige så ofte PTSD, som voksne gør, siger han.

Ifølge Ask Elklit kan børn godt fungere nogenlunde ordentligt, og som de har gjort tidligere, fordi de er gode til skjule især den store angst. Men derfor har de stadigvæk brug for hjælp til at få traumerne bearbejdet.

Professoren stiller selv spørgsmålstegn ved, at han først begyndte at undersøge børnene 16 måneder efter katastrofen.

- Tænk, hvis vi var kommet to måneder eller tre måneder efter ulykken? Så tænker jeg, at det kunne have haft en kæmpe effekt. For når vi gør det 16 måneder efter og finder et så stort antal som 37 procent, der er mærket af det, så var der jo noget at komme efter, påpeger han.

Hun må forberede sig

Det overrasker Pernille Hahn, at 37 procent af børnene fra Seest dengang viste tegn på PTSD.

- Det var ikke noget, vi snakkede om i min klasse. Vi snakkede faktisk aldrig rigtig om oplevelsen eller fyrværkeri på den måde, mindes hun.

Hun så gerne, at hun havde haft bedre mulighed for at snakke om de ting, hun oplevede. Og hun tror ligesom Ask Elklit, at hun havde været bedre stillet med mere og tidligere psykologisk hjælp.

- Jeg tænker, at det i hvert fald kunne have hjulpet på følelserne omkring de høje lyde, og hvordan jeg kunne være bedre forberedt på situationer, hvor jeg ikke kan forberede mig, siger Pernille Hahn.

Men én ting er sikkert: hun vil blive ved med at forberede sig på de ting, som hun nu engang kan. Såsom inden nytårskrudtet til nytår omkring klokken 00.00, når luftsirenerne bliver testet den 1. maj og ved at tjekke vejrudsigten for torden.