Borgmester kuppet: Flertal lægger budget udenom byens førstemand
Jakob Ville (V) bekræfter, at Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået et budgetforlig udenom borgmester Knud Erik Langhoff og Konservative.
Mandag eftermiddag kom det frem, at Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået et budgetforlig udenom den Kolding Kommunes borgmester, Knud Erik Langhoff (C).
- Der er 20, der står bag et budgetforlig, og det bliver borgmesteren præsenteret for om 20-30 minutter, hvor jeg går op på hans kontor og fortæller, at der er flertal for dette budget.
- Vi forligspartier, der står bag budgettet har sagt til hinanden, at sådan her kommer budgettet til at se ud, og så kan han selvfølgelig stemme for eller lade være, fortæller Jakob Ville.
Aftalen blev kort efter bekræftet over for TV SYD af SF's Iben Lehmann Rasmussen og Birgitte Munk Grunnet, Socialdemokratiet.
Jakob Ville forklarer, at forhandlingerne og budgetsnakkene de fire partier i mellem tog fart fra torsdag aften.
Savner initiativ fra borgmesteren
Til spørgsmålet om, hvorfor de fire partier er gået udenom Knud Erik Langhoff og Konservative lyder det særligt, at der har manglet initiativ fra borgmesteren.
- Han har ikke formået at sætte sig for bordenden. Han har serveretten på at indkalde til budgetsamtaler, og de samtaler han har indkaldt til, har været ukonkrete. Det eneste han har gået op i er at spare penge, men han har ikke peget på, hvad de besparelser skal gå til. Det er jeg modstander af, fortæller Jakob Ville.
Venstre-politikeren påpeger, at det ikke er ham eller et bestemt parti, der har taget teten på samarbejdet til budgetforliget.
- Der er ikke én bestemt, der har været foregangsperson. Socialdemokratiet, Konservative, SF og Radikale Venstre har jo en firkløver, og der har SF og Socialdemokratiet valgt at gå udenom alliancen. Det er sket i takt med, at vi i enighed har været imod besparelser på specialskoleområdet, hvor flere og flere har sluttet sig til den holdning. Til sidst har vi så sat os sammen, og her har vi fundet hinanden og sagt, vi kan lave et budget, være konkrete og sikre udvikling i Kolding, siger Jakob Ville.
Knud Erik Langhoff, Konservative og borgmester i Kolding Kommune fortæller TV SYD, at han ikke ønsker at udtale sig mandag.