Festivals frivillighold øget med 1000 til årets musikfest
Sidste år var omkring 5000 frivillige med til at give den bedst mulige oplevelse for de omkring 35.000 gæster på Jelling Musikfestival.
Årets musikfest står for døren om under to uger, og i år er der ifølge festivalleder, Line Mosfelt, omkring 6000 frivillige med forskellige arbejdsopgaver før, under og efter festivalen. Det oplyser hun til TV SYD.
Hovedparten arbejder under festivalens fire dage, mens nogle af har haft arbejdshandskerne siden august. Det er seks mænd i pensionsalderen, der er døbt Onsdagssneglene.
Gruppen hjælper festivalen med at vedligeholde elementer, der skal bruges på pladsen samt at bygge nye ting, der er behov for. Sidste år byggede de festivalens champagnebar.
Det var Aage Jørgensen, som for to år siden fik ideen til at samle et hold pensionerede som ham selv til at være frivillige på festivalen. Det skulle Line Mosfelt ikke bruge meget betænkningstid til at takke ja til.
- Vi havde i noget tid snakket om muligheden for at være frivillig hele året, og om hvordan vi kunne skabe det fællesskab alle 365 dage. Inden vi nåede at finde ud af det, kom Aage og foreslog et hold for modne mennesker. Der tænkte vi, selvfølgelig skal vi det, siger festivalleder, Line Mosfelt.