Kok tager titlen som dobbelt danmarksmester
Den horsensianske bøfsandwich, der sidste år vandt titlen som årets bedste, får endnu en gang topkarakter og to brune kroner af De Brune Riddere.
Det betyder, at Jimmy Boye Bach Jensen fra Café Ella igen kan kalde sig danmarksmester.
Sidste år var det kronen på værket - flæskesværene -, der væltede smagsdommerne bagover, og i år blev det videreudviklingen af sovsen og kødsammensætningen af lokale jersey- og limousinekvæg, der blev afgørende.
- Det her, det er en decideret masterclass i, hvor godt oksekød kan smage, når man går op i hele den brune rejse fra opfostringen til, at det ender på tallerkenen, siger Lasse H. Görlitz, formand for de brune riddere.
Titlen er kendt for at give travlhed i restauranterne, og 2023 blev også et velbesøgt år hos Café Ella. Horsens Kunstmuseum, som bor under samme tag med caféen, nød også godt af de ekstra gæster og fordoblede antallet af besøgende i forhold til året forinden.