Hun bekæmper de ulovlige pesticider, vi tager med ind i stuen
Da Maria Hansen blev uddannet blomsterbinder, fandt hun hurtigt ud af, at hun også skulle være blomsterbonde. Nu producerer hun sprøjtefri blomster og håber, hun kan inspirere andre.
Tolv højhalsede løbeænder tulrer rundt mellem farverige dahlia, cosmos og ærteblomster på marken hos Maria Hansen.
Hun er blomsterbonde i Brædstrup lidt udenfor Horsens, hvor hun selv sår, planter, passer og høster blomsterne til sin butik.
- Det er mit paradis! Jeg er dybt afhængig af at være hernede, det er ret magisk at være så heldig at have blomster og natur omkring sig hverdag, siger hun.
Langt de fleste blomster, der bliver til buketter hos Maria Hansen, er lavet af danske, sprøjtefri blomster. Hun går nemlig op i, hvordan hun kan få flere til at vælge de danske blomster frem for de godt 160.000 tons blomster, der hvert år bliver importeret fra udlandet.
- Det handler ikke om at dømme nogen, men om at informere og give viden, siger Maria Hansen, der håber, at flere vil efterspørge de sprøjtefri blomster.
Da Maria Hansen begyndte sit arbejdsliv, var det indenfor modeindustrien som blandt andet skrædder og indkøber. Allerede dengang var hun nysgerrig på, hvilke materialer og ikke mindst giftstoffer, vi køber og tager med ind i vores hjem.
Det er hun også i dag.
Sprøjtefri danske blomster
De eneste fastansatte, udover hende, er de tolv løbeænder, som har travlt med at spise dræbersnegle.
- De er uundværlige. De går rundt og snadrer og finder snegle og snegleæg og gør et kæmpe stykke arbejde hernede. Jeg er vildt glade for dem og taknemmelig for det arbejde, de gør, siger hun.
De er en del af hele hendes indsats for at gøre folk opmærksomme på, at der i Danmark er mange blomsterbønder, der kan levere blomster, der ikke har set pesticider. Det er nemlig dem, der sørger for, at der ingen skadedyr er. Ukrudtet tager hun sig selv af.
Selvom hun kæmper for buketter uden pesticider, så bliver hun indimellem nødt til at gå på kompromis. Det kan være, hvis kunden ønsker en særlig blomst, som hun ikke selv har dyrket, i forbindelse med et bryllup, en begravelse eller noget tredje.
- Jeg synes, det er langt bedre, at jeg finder en dygtig europæisk producent og køber roser hjem, og at de andre 90 procent er sæsonblomster her fra marken. Det er langt bedre, end at det hele er fra Holland, siger hun.
Miljøstyrelsens seneste undersøgelse
I marts 2024 kunne Miljøstyrelsen vise resultater fra en undersøgelse, hvor de har testet for pesticidrester i roser, nelliker og krysantemum fra Kenya, Ecuador og Columbia.
Undersøgelsen påviser rester fra 90 forskellige pesticider på tværs af de tre blomstertyper – hvoraf 31 ikke er godkendt til brug i EU.
Ni af dem er forbudt at bruge i EU, fordi de udgør en fare for mennesker eller miljø, mens de øvrige ikke har en godkendelse af andre grunde.
Det kan for eksempel skyldes, at der ikke er søgt om godkendelse, fordi pesticidet ikke længere bruges i EU.
Der bliver årligt importeret 160.000 tons blomster til Danmark.
Kilde: Miljøstyrelsen
I dag bliver mange blomster importeret fra blandt andet Holland og Tyskland, og mange kommer også fra lande udenfor EU.
Et andet regelsæt
Fordi mange blomster bliver importeret fra lande udenfor EU, findes der ikke de samme regler, som vi har ved import inden for EU.
- Det er vigtigt, at vi har et skarpt øje på, hvad der kommer ind i landet. Jeg hæfter mig ved, at der ikke er en sundhedsrisiko, men derfor skal vi selvfølgelig holde et vågent øje med det - også på EU-niveau. Det er en sag, jeg gerne vil følge op på og se, om vi har nogle værktøjer, vi kan tage i brug, siger folketingsmedlem Kris Jensen Skriver (S).
Han sidder i Miljø- og Fødevareudvalget og vil gerne kigge på, hvilke muligheder, der er for at mindske importen og efterspørgslen af de udenlandske blomster med ulovlige pesticider.
- Det er ikke kun forbrugernes ansvar, men jeg håber, forbrugeren vil kigge på, hvilke muligheder de har for at bidrage, så vi får så få pesticider som overhovedet muligt ud i vores miljø, siger han.
Når blomsterne er visnet, og en buket lander i kompostbunken, kan pesticiderne i sidste ende havne i naturen.
En stejl læringskurve
Maria Hansen er uddannet blomsterbinder, men selvlært blomsterbonde. Derfor lærer hun hele tiden, mens hun omdanner fem hektar kløvermark til blomstermark.
- Hele vinteren læser jeg stakkevis af bøger om jord, blomster og dyrkningsmetoder. Det er en stejl læringskurve, men jeg tror på, at hvis vi er nok, der laver de små ændringer, så gør det en forskel, siger hun.
Hun har primært sine blomster ude under åben himmel, så i vinterhalvåret laver hun dekorationer ud af gran og tørrede blomster. Sprøjtefri.