Dieselpriser presser busselskab - taber 20.000 på en tur
Et busselskab i Horsens er presset over prisstigningerne, og det har fået dem til at ændre på deres måde at drive forretningen på.
Alle bilister oplever lige nu, at det er blevet dyrere at tanke benzin og diesel. Brændstofpriserne er med enkelte undtagelser kun gået opad siden 2021.
I april 2020 var literprisen for diesel under ni kroner. Nu to år senere er den lige under 14 kroner og har et par dage været endnu længere oppe. Det svarer til en prisstigning på næsten 60 procent. Det kan mærkes hos DKBus i Horsens.
- Hver gang vi får en regning på dieselolie, så kan vi se, at det er steget væsentligt. Det er mange penge, siger Jakob Christian Hjerrild, der er vognmand i DKBus.
Det er ikke bare små prisstigninger, vi har haft. Det er alt, der virkelig har fået et nøk opad
Jakob Christian Hjerrild, vognmand, DKBus
Firmaet råder over 25 busser og har 12 fastansatte, og det påvirker selskabet, når de dyre dråber bliver endnu dyrere. Derfor har de set sig tvunget til at tage forbehold for prisstigninger på brændstof, når de laver aftaler om lange køreture.
- Vi bliver nødt til at tage forbehold for, at dieselpriserne kan stige, når vi giver et tilbud. Det er kunderne også forstående overfor, for de tanker jo også deres egen bil, siger Jørn Jensen, der er vognmand i DKBus.
Ekstraregning på 18-20.000 kroner
Busselskabets opgaver består hovedsageligt af længere ture for efterskoler, skoler og gymnasier, og det er ikke småpenge, der er på spil, når priserne pludselig stiger.
- Vi har for nyligt givet et tilbud på at køre en gruppe til Østrig, inden dieselpriserne steg. Og aftalen holder vi. Det kommer til at koste os i omegnen af 18-20.000 kroner, siger Jørn Jensen.
Det er ikke kun brændstofpriserne, der gør det svært at drive forretningen. De to vognmænd står også med andre udfordringer.
- Det er jo alting, vi kan mærke prisstigninger på, også reservedele. Hvad der først kostede 1.000 kroner koster pludselig 1.500 kroner i dag. Det er ikke bare små prisstigninger, vi har haft. Det er alt, der virkelig har fået et nøk opad, siger Jakob Christian Hjerrild.
Med rygter om, at brændstofpriserne kan komme til at stige endnu mere, så er fremtiden uvis. Men én ting er sikkert: Det bliver dyrere.
- Vores firma kan holde, så længe kunderne har forståelse for prisstigningerne, men når kunderne ikke har forståelse mere, så kan vi ikke holde gang i det, siger Jørn Jensen.