Grafik: Michael Nielsen

Atomkraftfortaler blev nedstemt i byrådet

Ved et byrådsmøde i Horsens tirsdag eftermiddag mødte Dansk Folkeparti og Nye Borgerlig ikke megen opbakning til et forslag om at rette en direkte henvendelse til regeringen.

Partierne ville ellers gerne have haft alle byrådspartierne til at lave en fælles opfordring til regeringen om, at atomkraft ikke bør udelukkes som energikilde i Danmark.

- Det vægter tungere, hvis et helt byråd retter henvendelse til Christiansborg. Vi mener ikke i Dansk Folkeparti, at man skal udelukke nogen former for energi. Hvis det kan gavne den grønne omstilling. Det er tudetosset, at vi ikke kan forske i atomkraft, når vi har nogle virksomheder, der gør det udenlands, så vi trækker arbejdskraft ud af landet, siger Dansk Folkepartis Michael Nedersøe.

Han havde håbet, at flere partier havde bakket op, men han er også klar over, at atomkraft automatisk vækker minder om ulykkerne i Tjernobyl og Fukushima, og at emnet derfor kan være en politisk varm kartoffel.

Han mener ikke nødvendigvis, at der skulle ligge et atomkraftanlæg i Horsens Kommune, men han mener stadig godt, at energipolitik kan drøftes i byrådet.

Foto: Peter Elgaard, TV SYD

Vejle Kommune beder borgerne om hjælp til at løse vandudfordringer

Vejle Kommune har brug for borgernes hjælp, hvis de skal finde de bedste løsninger til at imødekomme de fremtidige oversvømmelser i midtbyen, som uvægerligt vil komme.

Utallige oversvømmelser har ramt byen med store konsekvenser til følge.

Men nu skal borgerne inddrages.

Kommunen inviterer på en gåtur mandag den 4. november kl. 16.15 i de oversvømmelsesramte byområder, hvor borgere kan byde ind med ideer til, hvordan kommunen bedre kan styre vandet.

- Vejle midtby har de sidste par år været ramt af flere oversvømmelser, hvor åerne er løbet over. Vi arbejder intenst med at reducere risikoen for overløb, men vi har også brug for jeres input, skriver Vejle Kommune.

Det vil kræve tilmelding på kommunens hjemmeside, og der er plads til 25 personer på gåturen.

Foto: Pressefoto

Socialt tilbud indstillet til stor pris for sin hjælp til misbrugsramte børn

Der er nu kun tre kandidater tilbage i kampen om Idrættens Sociale Pris, som uddeles af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden.

Heriblandt Broen Horsens, der hjælper børn og unge i misbrugsramte eller socialt udsatte familier ud blandt andre børn og unge, så de får mulighed for at blive en del af et positivt fællesskab i fritiden og spejle sig i positive voksne rollemodeller.

Indsatsen Broen er siden vokset og findes nu i mere end hver tredje danske kommune, hvor frivillige hjælper over 7.500 børn og unge årligt.

Prisen hylder idrætsinitiativer, der gør noget særligt for at skabe trivsel og fællesskaber for borgere, der oplever udfordringer i større grad end de fleste.

Vinderen udpeges og fejres ved DR’s sportsgalla SPORT 2024 den 4. januar næste år.

Også fodboldklubben Haderslev FK er blandt de tre tilbageværende kandidater.

Fakta om Idrættens Sociale Pris

Sociale indsatser på idrætsområdet gør en stor forskel for mange, der har det svært. Indsatserne er således med til at løfte et samfundsansvar, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden anerkender med Idrættens Sociale Pris.

Prisen uddeles for anden gang, når idrætten hyldes ved SPORT 2024 i Boxen i Herning den 4. januar. Et gallaevent, der vises på DR1.

Kilde: DIF.dk

Da fyrværkerifabrikken sprang i luften, kunne han ikke få sig selv til at køre

Onsdag den 3. november 2004 eksploderede N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest ved Kolding. For dem, der var tæt på katastrofen, står dagen stadig soleklar 20 år efter.

Foto: Local Eyes

Tre måneder efter skudepisode anholder politiet 27-årig

Den mand, som Sydøstjyllands Politi mistænker at stå bag en skudepisode i Kolding 31. juli, er nu blevet anholdt.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

14. august og igen 3. oktober offentliggjorde politiet billeder af den formodede 27-årige gerningsmand, som TV SYD også bragte.

Billederne er slettet igen, fordi manden er anholdt.

Den 27-årige mand forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.