Sportsbane var højest vurderet - nu gør kontrovers den ubrugelig
En uenighed mellem Hedensted Kommune og Østjysk Discgolf Klub betyder, at den nyopførte bane ved Hedensted Søerne slet ikke bliver brugt.
Der er helt mennesketomt på Østjysk Discgolfbane i Hedensted.
Banen har kun eksisteret i to år og blev etableret som noget af det første ved Hedensted Søerne, da Hedensted Kommune besluttede, at området skulle være et nyt rekreativt sted.
Men når man kigger udover den forholdsvis nye bane, kan man ikke få øje på andet end græs, der er ved at overtage hele området. Så højt, at banen er ubrugelig.
- Vi føler os forrådt og som en flok lykkelige idioter, siger Rasmus Nordstrøm Hansen, der er næstformand i Østjysk Discgolf Klub.
Næstformanden henviser til en uoverensstemmelse mellem foreningen og Hedensted Kommune.
Aftale - men om hvad?
Da Østjysk Discgolf Klub i 2020 igangsatte planerne om at etablere en discgolfbane, var det efter aftale med Hedensted Kommune om, at foreningen skulle stå for etablering, finansiering og vedligehold af småting som at klippe buske ned og slå græsset omkring kurvene, mens kommunen skulle stå for at klippe de store græsarealer med en stor græsslåmaskine.
Etablering af den 1,5 kilometer lange discgolfbane kostede 250.000 kroner, som foreningen fik samlet sammen med hjælp fra store fonde. Igen i år er der kommet penge fra forskellige fonde, men de penge må udelukkende bruges til anlæg, ikke drift.
Rasmus Nordstrøm Hansen forklarer, at græsset gerne skal slås fem til seks gange om året og koster ifølge oplysninger fra kommunens udvalgsmøder et sted mellem 2.800 og 3.800 per gang.
Men efter flere møder og dialog med kommunen, er der stadig ikke kommet styr på, hvem og hvordan græsset skal slås.
- Det er ikke en fordel, at hele arealet bliver slået, for det skal være vild natur. Men der, hvor vi kaster disken, og hvor den lander, der skal det altså være klippet. Vi kan kaste op til 120 meter med discen, og så går det altså ikke, at man skal lede i to meter højt græs, fortæller Rasmus Nordstrøm Hansen.
Hvad er discgolf?
I discgolf kaster man en mindre frisbee ned i kurve på et større udendørsareal. Sportsgrenen er sammensat af golf og frisbee.Frisbeegolf eller discgolf begyndte i 1960'erne.
Banens huller består af kurve, hvor der er påmonteret kæder, og man spiller med specielt fremstillede frisbee'er, der er optimeret til discgolf.
Reglerne ligner til forveksling dem for almindelig golf og ligesom almindelig golf opereres der med begreber som "out of bounds", strafslag og teested.
Reglerne om beregning af spilleres handicap udregnes i det store og hele efter samme principper som ved almindelig golf.
Der findes en række klubber, som er organiseret under Dansk Disc Golf Union og Dansk Frisbee Sports Union.
Ifølge Hedensted Kommune er det dog en anden aftale, der er indgået.
- Det, jeg kender til sagen, er, at der foreligger en skriftlig aftale om, at Hedensted Kommune skulle passe arealerne indtil udgangen af 2021, hvorefter det var op til klubben selv at tage sig af området, siger Ove Kjærskov Nielsen (O), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hedensted Kommune.
Udviklingsønske
I starten af juli havde Rasmus Nordstrøm Hansen og Ove Kjærskov Nielsen et møde om, at der var et princip om, at foreningen selv skulle tage andel i vedligeholdelsen. Her aftalte de mundtligt, at en ordning kunne være, at klubben stod for én klipning om året, mens kommunen vil tage sig af den resterende græsslåning.
Østjysk Discgolf Klub har 30 aktive medlemmer, der betaler 300 kroner om året for at være medlem. En tredjedel af betalingen går til hovedforbundet, og det efterlader 6.000 kroner i frie midler til drift. Den årlige klipning vil udgøre cirka 17.000 kroner.
- Derfor mener vi, at vi kan betale for én græsslåning om året, men mere har vi ikke økonomi til, siger Rasmus Nordstrøm Hansen.
For næstformanden er det svært at forstå, hvorfor kommunen ikke kan bidrage med hjælpen til vedligeholdelsen set i forhold til, hvad sådan en discgolfbane gør for nærområdet.
- Kommunen havde et brændende ønske om at udvikle området. Vi har gjort alt det, vi aftalte, så kommunen skal faktisk bare slå græsset, siger han og forklarer at de blandt andet har givet lokale skoler mulighed for frit at benytte banen med udstyr fra foreningen.
Kan blive nedlagt
I begyndelsen af 2022 blev der afholdt en turnering på discgolfbanen med rangliste. Her blev banen vurderet med en rating på 4,2 ud af 5.
- De seneste vurderinger lyder på 0,0, for man kan ikke bruge banen, siger Rasmus Nordstrøm Hansen opgivende.
I værste fald kan uoverensstemmelsen få endnu større konsekvenser, end den allerede har.
- Hvis ikke vi når til enighed, så må vi jo nedlægge banen, og det er jo en skam, siger næstformanden.
Kan I ikke bare selv slå græsset?
- Det har vi hverken tid eller økonomi til. Vi har 30 betalende medlemmer, men der er jo mange andre, der spiller på banen, som er gratis. Og både vi og kommunen vil jo gerne have folk ud i naturen, siger Rasmus Nordstrøm Hansen.
Hos Kommunen betvivler man de mundtlige aftaler, men vil gerne mødes med foreningen igen og tale om mulighederne. Derfor har Teknik- og Miljøudvalget nu inviteret Østjysk Discgolfklub til et møde på tirsdag.
- Så er det op til dem, om de vil gå i dialog med os igen, siger Ove Kjærskov Nielsen.