Skoleelever bygger redskaber til handicappede ved et tilfælde
På Løsning Skole skal de ofte tænke kreativt og inddrage teknologi, men for første gang er deres tanker blevet til redskaber, der skal hjælpe personer med handicap.
Hovedet krummer i et u, som på ingen måde på er tilfældigt. En metallisk teleskopstang har fået ny påklædning og på enden sidder nu det runde u, som er tegnet og skabt med mange tanker bag.
- Til at begynde med var det svært, men så blev det sjovt, siger 14-årige Luna Madsen.
Hun går i 7. klasse på Løsning Skole, hvor de lige nu er i gang med et projekt, der både skal lære dem at tænke innovativt, men også at producere et konkret produkt.
De har derfor tegnet, syet og 3D-printet forskellige prototyper, som skal testes på helt rigtige mennesker.
En mærkbar forskel
Eleverne har fået præsenteret to personer, som har haft brug for hjælp.
En dreng på fem år som ikke kan bruge sin højre hånd på grund af cerebral perese.
En kørestolsbruger som ikke kan lukke dørene efter sig, fordi han er benamputeret og derfor ikke vil læne sig frem.
Eleverne har så haft til opgave et udtænke nogle redskaber, der kan løse deres udfordringer.
- Jeg vil gerne hjælpe folk, fordi hvis ikke vi hjælper dem, hvem skal så?, siger Laura Birk Philip Johansen.
Hun har haft nål og tråd fremme, for i hendes gruppe kom de frem til, at den femårige dreng skulle have en handske med magneter, så han selv kunne tage strømper på.
- VI tænkte at, hvis han ikke kunne holde fast i noget, så skulle vi hjælpe ham med at have et greb om sokken, siger hun.
Handsken er lige nu i gang med at blive afprøvet af familien, og gruppen håber, at den kan gøre en forskel.
- Så kan den måske også hjælpe ham med at holde en kop, og alt det han har brug for at kunne bruge sin højre hånd til, siger 14-årige Laura Birk Philip Johansen.
Et tilfældigt møde
Selvom de i mange år har arbejdet med kreativ læring og teknologi i undervisningen på Løsning Skole, så har de ikke før arbejdet sammen med kommunens afdeling Social Omsorg.
Samarbejdet opstod ved et tilfælde, da en medarbejder fra Social Omsorg kom forbi skolen og opdagede deres Innotek, hvor de har 3D-printere, træ og arbejdsplads til rådighed.
- Vi ville lave et projekt, hvor eleverne kom til at se de mennesker, som har brug for hjælp, så de fik en medfølelse og empati, som kunne bringe noget motivation ind i undervisningen, siger Simone Bruun Isaksen.
Hun underviser eleverne i at forstå og bruge teknologi i hverdagen, og nu er det ikke kun tænkte eksempler, men mennesker, hun drager ind.
- Jeg tror, nogle af dem har syntes, det var svært, og så har man skullet hjælpe dem lidt mere. Men efter de har fået de to cases, er de kommet ind i den her tankegang, og det har været nemmere for dem. Det er helt vildt, hvordan de har udviklet sig. De kan se, der er en mening med det, siger Simone Bruun Isaksen.
Idé - prototype - feedback
Eleverne har før arbejdet med forskellige eksempler, men det er første gang, at de har deres produkter ude i den virkelige verden og bagefter får feedback på dem.
Grupperne, der har arbejdet med teleskoparmen til kørestolsbrugeren, har dog allerede nogle idéer til, hvordan de vil gøre deres endnu bedre og stærkere.
- Vi får både de positive ting at vide og de negative ting at vide. De negative ting kan vi bruge til at bygge videre på, og de positive kan vi jo bare være glade for, siger Ezel Gerlevik.
De har lavet en u-formet krog, og i Luna Madsens gruppe har de lavet en cirkel, som skal hjælpe kørestolsbrugeren med runde håndtag.
- Jeg håber, at han kan åbne og lukke dørene, og at den er god for ham. Det ville være en stor ting både for ham og for os, der har lavet den, siger hun.