Better Energys forretningsmodel går ud på at opføre solcelleparker i Danmark, Polen og Sverige, og selskabet har stået for omkring halvdelen af den produktion af vedvarende energi, der er opført siden 2020.
Når parkerne er i drift, frasælger man halvdelen af ejerskabet i parkerne for på den måde at skaffe kapital til at bygge nye parker.
Partner har trukket sig
Better Energy har indgået partnerskaber med blandt andre Andel og Industriens Pension om netop frasalg af sådanne andele.
Men både Andel og Industriens Pension har trukket følehornene til sig, fordi markedet for vedvarende energiproduktion har ændret sig.
Efterspørgslen på strøm er ikke vokset i samme takt som udbuddet, og derfor har priserne ikke udviklet sig som forudset.
Samtidig er renterne steget, forsyningskæderne er blevet mere usikre, og prisen for at slutte en solcellepark til elnettet er steget.
- Disse dynamikker lægger pres på energisektorens forretningsmodeller, da priserne på vedvarende energi er usikre - endda med hyppigere forekomster af negative priser.
- For kapitalinvestorer skaber de eksterne faktorer usikkerhed omkring værdisætningen af vedvarende energiprojekter, hvilket dæmper investeringslysten og resulterer i markant højere afkastkrav, skriver Better Energy.
Better Energy har i efteråret løbende taget konsekvensen af den vanskelige situation.
Projekter er blevet udskudt, og efter tre fyringsrunder er medarbejderstaben reduceret med 40 procent.
Rammer andre
Better Energys rekonstruktion får også konsekvenser for andre virksomheder.
Sydbank, der har hovedkontor i Aabenraa, skriver i en selskabsmeddelelse, at man nedjusterer forventningerne til årets resultat på baggrund af rekonstruktionsansøgningen fra Better Energy, som har lånt penge i blandt andet Sydbank.
Tidligere regnede man med et overskud efter skat på mellem 2,8 og 3,1 milliarder kroner. Nu er forventningen et resultat på mellem 2,7 og 2,9 milliarder kroner.
Banken skriver dog, at der er risiko for nedskrivninger i omegnen af 450 millioner kroner.