Frivillige vil blotlægge skjult fortidsminde - lodsejer er imod
Skjult under buskads og træer ved vandkanten nord for Snaptun ligger fortidsmindet Lille Batteri.
Under Englandskrigen i 1800-tallet var det såkaldte fæstningsværk med til at beskytte Horsens Fjord.
Og den historie fortjener bogstavelig talt at komme frem i lyset, hvis det står til en gruppe lokale borgere. Det skriver DR.
Derfor har borgergruppen gennem flere år forsøgt at få fortidsmindet blotlagt.
Men det ønsker lodsejeren, som ejer området, ikke.
Vil skabe dialog
Hedensted Kommune har ifølge loven ret til at pleje og beskære området, når det drejer sig om et fortidsminde.
Men det har kommunen ingen planer om at gøre, siger Gitte Andersen (V), der er næstformand i kommunens udvalg for Teknik og Miljø.
- Det mener vi ikke, at vi som kommunalbestyrelse skal træffe en afgørelse om, når det står på en mands ejendom. Der har man alligevel en form for ejendomsret, siger Gitte Andersen til DR P4 Trekanten.
Hun siger dog til mediet, at man fra kommunens side gerne vil overveje at skabe dialog mellem parterne.
Ifølge DR har lodsejeren ikke ønsket at udtale sig i sagen.