Politikere tager redegørelse om Odinsgård til efterretning
Social og Handicapudvalget i Haderslev Kommune tager den redegørelse omkring forholdene på Odinsgård, som Handicap,- Bolig-, Ældre og Socialministeriet har bedt om at få udarbejdet, til efterretning.
Det skriver kommunen i en mail til TV SYD.
Redegørelsen kommer efter dokumentaren 'Operation X - nødråb i natten', som TV2 har lavet om de kummerlige forhold handicappede lever under på blandt andet botilbuddet Odinsgård i Vojens i Haderslev Kommune.
Blandt andet bliver det dokumenteret, at Mathias Hansen, der er 19 år gammel og multihandicappet ikke får hjælp, selvom han skriger i over en time på sit værelse på bostedet Odinsgård i Haderslev Kommune.
Haderslev Kommune bekræfter i redegørelsen til ministeriet blandt andet, at Odinsgård er under afvikling, og at der er sat konkrete tiltag i gang for at forbedre kvalitet og styrke trygheden og samarbejdet frem mod et nyt botilbud.
Det drejer sig om følgende indsatser:
Indsatser på botilbuddet Odinsgård i Vojens
Dialogmøde afholdt den 26.10 med ekstern virksomhed, for henholdsvis pårørende og medarbejdere, hvor temaet var etik og samarbejde
Der er iværksat en kvalitetssikring og kvalitetsforbedring af sundhedslovsindsatser for den enkelte borger af sundhedsfagligt personale med opstart den 01.11.2023. Formålet er at borgerne på Odinsgård modtager den nødvendige sundhedsfaglige indsats på den korrekte måde
Der afholdes løbende orienteringsmøder med borgere/pårørende og medarbejdere, hvor afdelingschef for Handicap og Socialpsykiatri orienterer om fremadrettede plan og konkrete initiativer
Det benyttes ekstern bistand til at gennemføre individuelle samtaler med pårørende. Samtalerne gennemføres fra den 08. til den 15. november
Der er lavet konkret aftale om øget ledelsesstøtte til botilbudslederen
Der er pr. den 01.11.2023 stillet en krisepsykolog til rådighed for medarbejderne på baggrund af den konkrete situation
Alle medarbejdere har modtaget undervisning i fagsystemet ”Cura” for at styrke dokumentationskvaliteten
Kilde: Haderslev Kommune