Politiet advarer: Falske eurosedler i omløb
Butikker i Haderslev har flere gange modtaget falske eurosedler den seneste uges tid.
Syd- og Sønderjyllands Politi advarer nu borgere og forretningsdrivende om, at der i øjeblikket er falske eurosedler i omløb. Især Haderslevområdet er ramt, hvor flere butikker har modtaget de falske eurosedler. Politiet har efterforsket sagen gennem en uges tid, skriver de i en pressemeddelelse.
- Der er ikke tale om en enkelt gerningsmad. Vi har haft fat i flere mistænkte og har også kig på flere personer, som vi nu skal tale med”, siger politikommissær Ole Rahbæk i pressemeddelelsen.
Tre gode råd til at forhindre svindel med falske Euro-sedler:
Sæt et skilt op på butiksdøren, hvor det tydeligt fremgår, at forretningen maksimalt giver f.eks. 300 kroner tilbage i byttepenge, og at det ikke er muligt at veksle penge eller veksle andet end maksimalt 100 kroner.
Sørg for at instruere de ansatte i, hvordan de spotter falske pengesedler. Eurosedler kan tjekkes ved at føle, se og vippe dem. Sedlerne er trykt på en særlig måde, så de får en speciel overflade, og der er også et vandmærke og sikkerhedstråd i sedlen, der kan ses, når sedlen holdes op mod lyset. Endelig er der på forsiden skiftende billeder i et hologram, der kan ses, når man vipper sedlen.
Hav klare retningslinjer for, hvornår en ansat ved kassen kan tilkalde bistand fra f.eks. en butiksleder – i tilfælde af mistanke om, at en person er i gang med at betale med falske penge. Det er vigtigt at kunne tilkalde bistand, også selvom der er mange kunder ved kasselinjen og travlt i butikken.
Har man mistanke om at en seddel er falsk, så skal man altid kontakte politiet på 1-1-4.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Ni sager på syv uger
Politikredsen har ni gange modtaget en anmeldelse om pengefalsk i de første syv uger af 2022. Hele sidste år blev det til i alt 39 sager i hele politikredsen.
Denne gang er der tale om falske euro-sedler, som er påtrykt et meget lille ”movie money”.
- De kriminelle spekulerer i, at personalet ved kassen udelukkende har få sekunder til at vurdere en pengeseddel i forbindelse med betjeningen af kunderne. Og den typiske fremgangsmåde er, at de kriminelle køber varer for et lille beløb og betaler med den falske pengeseddel, eller spørger, om man kan veksle, fortæller vicepolitiinspektør Christian Østergård, leder af Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.
12 års fængsel for falskmøntneri
Han opfordrer alle til at være på vagt, hvis man modtager eurosedler.
Strafferammen for falskmøntneri er på 12 års fængsel, hvilket er en af straffelovens højeste strafferammer. Straffelovens bestemmelser gælder også for forfalskninger af udenlandske sedler og mønter.