Mand afgået ved døden efter trafikulykke på hovedvej
En 51-årig mand er torsdag eftermiddag død i en trafikulykke på Seggelund Hovedvej ved Christiansfeld.
Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Steffen Wolf til Avisen Danmark.
En 41-årig kvinde fra Haderslev, der sad i en modkørende bil, er i kritisk tilstand.
Manden er fra lokalområdet. De pårørende er underrettet.
Politi talstærkt til stede
Bilen med den afdøde mand blev ført af en 76-årig kvinde. Manden sad på passagersædet, da bilen stødte sammen med en anden bil, hvori den 41-årige kvinde sad.
Det skete i forbindelse med en overhaling, oplyser Steffen Wolf til avisen. Politiet ved endnu ikke, hvilken bil der foretog overhalingen.
Efter ulykken var politi, ambulancer og brandvæsen ifølge Avisen Danmark "talstærkt til stede" på ulykkesstedet.
Politiet fik anmeldelsen klokken 14.01, og Seggelund Hovedvej var spærret indtil klokken 17, men er tidligt torsdag aften genåbnet.