Gajen har lavet en is med endnu flere kalorier i - men der er en mening med det
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjMvMDgvMDMvZ2FqZW50aGVyYW4tdGhhcm1hcmFqYWgtbWVkLXNpbi1ueWUtaXMtZGVyLWluZGVob2xkZXItZWtzdHJhLWthbG9yaWVyLW9nLXByb3RlaW5lci5qcGc=/gajentheran-tharmarajah-med-sin-nye-is-der-indeholder-ekstra-kalorier-og-proteiner.jpg?fm=jpg&w=4000&h=3000&s=237cae5f04942b07c417690b9d40a8f0)
Det kan være en udfordring for ældre og syge at få nok at spise i løbet af dagen, lyder det fra en ekspert.
Det virker måske lidt usædvanligt.
Men ejeren af Ranis Isbar i Haderslev har produceret en is med endnu flere kalorier i, end man kender det.
Ifølge ejeren af isbaren er isen lavet til personer, der ikke spiser særligt meget, fordi de enten ikke har appetit eller besvær med at få nok i løbet af dagen.
- Den er lavet til ældre og syge, som forhåbentlig kan få gavn af isen, fortæller Gajentheran Tharmarajah.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjMvMDgvMDMvaXMtbWVkLWZsZXJlLWthbG9yaWVyLW9nLXByb3RlaW5lci5qcGc=/is-med-flere-kalorier-og-proteiner.jpg?fm=jpg&w=4000&h=3000&s=ab8e684dcbf296e501044021cb16fea1)
Gajentheran Tharmarajah forklarer, at isen er lavet med sødmælk i stedet for letmælk, lidt ekstra piskefløde og proteinpulver.
Det er en opskrift han har lavet i samarbejde med Sanacare, der er en lokal producent at proteinpulveret Adozan, og Majbritt Blume-Hellesøe, der er klinisk diætist.
- Ældre og syge kan have svært ved at få nok, og det er et problem, der kan koste samfundet penge og have betydning for livskvaliteten. Derfor vil vi gerne lave en is, der indeholder flere kalorier og proteiner, som også smager godt, siger hun.
Småtspisende er en udfordring
Selvom man ikke skulle tro det, så er det en stor udfordring med underernæring i Danmark, lyder det fra Mette Theil, der er formand for Fagligt selskab af Kliniske Diætister hos Kost og Ernæringsforbundet.
- Det kan give funktionsnedsættelse, som giver et øget plejebehov og medicinforbrug. Så det kan forringe livskvalitet og være dyrt for samfundet, fortæller hun.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjMvMDgvMDMvYW5uZS1tdXhvbGwta29lYmVyLWlzLW1lZC1wcm90ZWluLW9nLWthbG9yaWVyLmpwZw==/anne-muxoll-koeber-is-med-protein-og-kalorier.jpg?fm=jpg&w=4000&h=3000&s=31862c360f2c4da5c72d7203cb38f8c3)
Hun mener, at en is med flere kalorier og proteiner er en god idé, fordi det netop er noget af det, som man har brug for som småtspisende.
Men der kan være mange årsager til, at man er småtspisende, og derfor skal man sørge for at få ordentlig vejledning.
- Det er komplekst, fordi når man bliver ældre får man en reduceret muskelmasse og appetit, og det kan gøre det svært at få nok. Derudover kan sygdomme og ensomhed også have en indflydelse, fortæller Mette Theil.
Håber på et eventyr
I løbet af sommeren har kunder været forbi, og det lyder til, at der er en interesse for produktet, mener Gajentheran Tharmarajah.
Anne Muxoll er en af dem, der køber isen til sin mor, der har problemer med at tygge og synke mad. Hun har tillid til produktet, fordi hendes mor tidligere har fået produkter fra Sanacare, der leverer proteinpulveret i isen.
- Jeg synes, det er genialt til hende. Hun får kalorier og proteiner, og siden hun begyndte at spise isen, har hun taget et kilo på, fortæller Anne Muxoll.
Udover de sædvanlige kunder har også kommunens borgmester været forbi, fortæller ejeren af isbaren. Drømmen er at få overbevist politikkerne om at satse på isen i deres pleje af ældre og syge.
- Det vil være fedt at kunne gøre en forskel, så jeg vil glæde mig meget over, hvis det kunne lykkes, fortæller Gajentheran Tharmarajah.