Fejl i flere sønderjyske valgkort
Der er fejl på næsten 1000 valgkort til vælgere til Europarlamentsvalget på søndag.
Det skriver mediet DR på deres hjemmeside.
Det drejer sig om 915 borgere i Fjelstrup i Haderslev Kommune, som skal stemme i Fjelstrup Forsamlingshus og ikke på Fjelstrup Kro, som der er angivet på valgkortet.
- Der er sket en menneskelig fejl, da vi gik fra 34 til 22 valgsteder. Men nu skriver vi ud til alle 915 vælgere i Fjelstrup i deres e-Boks, og så håber vi, at det går, siger Christina Søsted, der er valggeneral og chefjurist i Haderslev Kommune til mediet.
Der er desuden sat skilte op forskellige steder i byen og på landsbyens Facebookside.