Er kystsikring den eneste rigtige vej at gå?
Sommerhusejere ved Hejsager og Kelstrup Strand er villige til at betale deres andel af det kystbeskyttelsesprojekt, som allerede ligger køreklar. Ifølge ekspert må vi også se på andre løsninger i fremtiden.
To lag sandsække og pumper omkring hele sommerhuset var slet ikke nok til at holde vandet ude af Morten Juel Pedersens sommerhus i Hejsager.
Da stormfloden for alvor ramte i fredags, stod der hurtigt en halv meter vand i stuen. De skader vil han gerne undgå i fremtiden - også selvom kystsikringen kommer til at koste ham penge.
Hvornår kommer den næste hændelse, der ødelægger vores hus fuldstændigt.
Morten Juel Pedersen, sommerhusejer
- Vi har hverken tid til at stille os på hælene eller på bagbenene, og vi har heller ikke råd til det. For hvornår kommer den næste hændelse, der ødelægger vores hus fuldstændigt. Vi skal bare sætte i gang, siger Morten Juel Pedersen.
Selvfinansiering
For her i området har Haderslev Kommune allerede planer om at bygge et nyt 2,5 meter højt dige og kloakerings- og pumpeløsninger med projektet "Vores Kyst". Den samlede pris ligger på 42 millioner kroner.
Kystdirektoratets kystpulje dækker 8,7 millioner. Resten skal sommerhusejerne selv finansiere med omkring 2.000 kroner om året over de næste 25 år, som også skal dække den løbende vedligeholdelse.
- Det er jo et lille bitte beløb sammenlignet med det, vi står i lige nu. Selvom vi hver især heldigvis får dækket vores skader i denne ombæring, så ved vi aldrig, hvornår det sker næste gang? Og så kan det lige pludselig blive flere 100 000 kroner per husstand, siger han.
Den opfattelse deler Egon Mortensen, der nu to år i træk har fået store mængder vand ind i sommerhuset ved Kelstrup Strand.
- Vi kan blive nødt til det jo. Vi må se i øjnene, at det er en del af det, siger han.
Genopbygning eller afvikling
Ifølge Carsten Arnbjerg Nielsen, der er innovationsdirektør ved Rambøll Vand, kan vi dog ikke kystsikre os ud af alle de problemer, som venter i fremtiden. Det bliver simpelthen for dyrt.
Det er absurd store mængder diger, der skal bygges
Carsten Arnbjerg Nielsen, innovationsdirektør
- Vi har nogle estimater fra internationale studier, der viser, at så ligger vi oppe på et sted mellem 2- og 4000 kilometer dige i Danmark indenfor de næste 80 år. Det er absurd store mængder diger, der skal bygges, siger han.
Derfor mener han, at situationen tvinger os til at se på andre løsninger. Blandt andet, om der fortsat skal bo mennesker ved alle de kyststrækninger, som har været ramt af stormflod de sidste 10 år.
- Det ville være klogt at overveje, om vi skal genopbygge alle de steder, der er blevet skadet i løbet af denne periode. Det mest vigtige at overveje, er i virkeligheden de områder, som også ville være blevet oversvømmet ved en meget mindre stormflod, siger han.
Kom i gang
I Haderslev Kommune har kystsikringsprojektet været på tegnebrættet siden 2019, og ifølge tidsplanen skal det være klar i 2024. Det ser sommerhusejer Morten Juel Pedersen meget frem til.
- Vi bor cirka 75 kilometer væk. Det vil gøre, at man kan sove godt om natten, også selvom man lige har set i nyhederne, at der er et eller andet grimt vejr på vej, siger han.
- Det eneste, vi beder kommunen om, er bare at få sat i gang, lyder det.