Berygtet bosted skal omdannes med ny leder, men kun få har søgt stillingen
Der har været få ansøgere til lederstilling på botilbuddet Odinsgård. Og når ansøgningsfristen udløber 24. november, bliver stillingen ikke genopslået lige med det samme.
"Der var desværre meget få kandidater til lederstillingen for det kommende botilbud. Stillingen vil ikke blive genopslået lige nu".
Sådan skriver afdelingschef for Handicap, Socialpsykiatri og Myndighed i Haderslev Kommune, Helle Mikkelsen, i en mail til medarbejderne på Odinsgård, som TV SYD har set.
Ifølge afdelingschefen havde mindre end fem kandidater ansøgt, og hun har ikke tænkt sig at genopslå stillingen, når fristen udløber den 24. november.
Det er tredje gang inden for tre år, at botilbuddet Odinsgård søger en ny leder. Jobbet blev opslået i slutningen af oktober og kom i kølvandet på TV 2s Operation X-dokumentar 'Nødråb i natten'.
I dokumentaren kom det frem, at beboerne på Odinsgård i Vojens har oplevet omfattende omsorgssvigt.
Ved hjælp af en skjult mikrofon placeret i 19-årige Mathias Hansens lejlighed på bostedet i Haderslev Kommune kunne TV 2 dokumentere, hvordan den unge multihandicappede råbte og græd efter hjælp i 74 minutter om natten. Hjælpen kom dog aldrig.
Allerede i oktober besluttede politikerne i social- og sundhedsudvalget at erstatte det kriseramte botilbud. Men det ser ikke ud til, at det bliver med en ny leder ved roret lige foreløbigt.
TV SYD arbejder på at få en kommentar fra Helle Mikkelsen og vil gerne spørge hende, hvad Haderslev Kommune gør, hvis de ikke finder en leder til Odinsgård.