Afdøds familie grådkvalt efter dom
Familien til afdøde John Jesper Lund rystede på hovedet og græd, da der onsdag blev afsagt dom over en ung kvinde, der i december var skyld i hans død.
Hans søstre græd, og hans bror udvandrede fra retssal 9 i Sønderborg, da der onsdag var afsagt dom i sagen om John Jesper Lunds død sidste år i december.
- Det er den der uretfærdighed, lød det fra hans søster Rikke Straarup, da hun og flere familiemedlemmer og venner efterfølgende stod på parkeringspladsen foran retten.
Kort forinden havde dommer Jens Schultz-Hansen afsagt en dom på fire måneders betinget fængsel og et års frakendelse af kørekortet til en 19-årig kvinde, der sidste år påkørte John Jesper Lund i Haderslev.
To timer senere døde han af sine kvæstelser.
Efterfølgende kørte hun fra stedet uden at hjælpe John Jesper Lund. Først tre dage senere meldte hun sig via sin far til politiet. Derfor blev hun også dømt for at flygte fra stedet.
- Hun bliver dømt for uagtsomt manddrab og for at flygte efterfølgende. Retten er enig i, at det er alvorligt, men straffen er overhovedet ikke alvorlig, føler vi, og det gør ondt, sagde Maria Gellert, der er svigerinde til John Jesper Lund, efter retsmødet.
Mærkede et bump
John Jesper Lund var ifølge familien dårligt gående og brugte ofte stok, når han bevægede sig ud. Omkring midnat fredag den 1. december var han dog på vej hjem uden sin stok og påvirket af alkohol, da han faldt på Laurids Skaus Gade.
Der lå han, da den 19-årige kvinde kom kørende, fordi hun skulle hente sin far til en julefrokost. Hun havde ikke korrekt lys på bilen og så derfor ikke den 51-årige mand ligge på gaden.
Hun forklarede i retten, at hun mærkede et bump, da hun kørte over John Jesper Lund, men at hun ikke troede, der var tale om et menneske. Derfor kørte hun videre.
Dagen efter blev hun dog klar over, at en person havde mistet livet, og at det nok var hende, der var skyld i det, sagde hun i retten, men først om mandagen fortalte hun det til sine forældre, og hendes far kontaktede politiet.
- Havde hun bare stoppet. Havde hun bare meldt det. Selvfølgelig har hun ikke gjort det her med vilje, men at hun bare kører fra stedet, er svært at forstå, sagde Maria Gellert.
Hendes kæreste er bror til John Jesper Lund, der var den ældste af fire søskende. Også de tre søskende var med i retten både tirsdag og onsdag, mens deres mor var for påvirket til at overvære retssagen.
- Hun er fuldstændig knust. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle hende, at sagen er endt med en betinget dom, sagde John Jesper Lunds bror Christian Straarup onsdag.
- Vi var et firkløver, der nu er blevet til et trekløver. Det har været rigtig hårdt for os alle sammen. Vi har mistet en bror, men det føles næsten som om, den 19-årige er offeret, lød det fra Line Straarup, søster til John Jesper Lund, og hendes svigerinde Maria Gellert uddybede:
- Det er ikke en død, som man kunne forberede sig på. Vores børn skal leve med at have forholdt sig til døden på en meget uhyggelig måde, og derfor gør det også ondt, at det for os ser ud som om, det ikke rigtig har nogen konsekvenser at køre et andet menneske ihjel.
Sammen med den betingede dom til den 19-årige følger et krav om 100 timers samfundstjeneste, og så skal hun betale sagens omkostninger samt 35.000 til familiens udgifter til begravelsen.
Via sin forsvarer Lone Adolphsen udbad hun sig betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.
Hverken Lone Adolphsen eller forældrene til den 19-årige har ønsket at udtale sig til TV SYD om sagen.