21-årig døde på slagmarken - 100 år efter skal efterkommere begrave ham
Da de jordiske rester af en sønderjysk soldat blev identificeret i Frankrig, begyndte eftersøgningen på nulevende efterkommere. En uge senere blev de første to fundet.
Erik Petersen Skøtt blev den 21. juni 1916 meldt savnet på slagmarken i Verdun under et af verdenshistoriens blodigste slag.
Den franske slagmark blev også kaldt ‘Helvede på Jorden’, da cirka 300.000 franske og tyske soldater, herunder mange sønderjyder som Erik Petersen Skøtt, faldt eller forsvandt, under den 300 dage lange positionskrig hvor tyske og franske tropper kæmpede om ganske få meter.
Sammen med museet gav jeg det et skud og efterlyste efterkommere i en Facebookgruppe for faldne soldater, og der var bid
Allan Emiliussen (V), bestyrelsesmedlem for Den Sønderjyske Fonds Mindelegat
Erik Petersen Skøtt var født den 30. januar 1895 i Gl. Haderslev Sogn, og som 21-årig gjorde han krigstjeneste i Reserve-Jäger-Bataillon Nr. 2, 3. Kompagni.
Nu mere end 100 år senere er de jordiske rester af den sønderjyske soldat blevet fundet og identificeret.
- Jeg fik gåsehud, for der følger en ærefrygt med det slag, der var så voldsomt blodigt og tragisk, og når der så er fundet en soldat fra Haderslev, hvor jeg selv bor, så rammer det noget dybt i mig, fortæller kommunalbestyrelsesmedlem Allan Emiliussen (V) fra Haderslev, der sidder i bestyrelsen for Den Sønderjyske Fonds Mindelegat.
Er det ikke din farfar?
Alene ved Verdun regner man med, at 80.000 navnløse faldne ligger i jorden eller nedstyrtede skyttegrave.
Det var muligt at identificere liget af Erik Petersen Skøtt, da hans identifikationsmærke var delvist bevaret.
Efter at være blevet overrakt nyheden tog Allan Emiliussen kontakt til Rigsarkivet, som anbefalede, at han i samarbejde med Museum Sønderjylland efterlyste mulige efterkommere til Erik Petersen Skøtt i lokale medier.
Er du efterkommer?
Erik Petersen Skøtt havde ikke selv direkte efterkommere, men havde fem søskende:
Lauritz Petersen Skøtt (1885-1957)
Peter Petersen Skøtt (1887-1974)
Cathrine Dorthea Skøtt (1890-1977)
Anna Kirstine Skøtt (1892-1964)
Marius Petersen Skøtt (1898-1965)
Skulle der være efterkommere til Erik Petersen Skøtts søskende, der ønsker at vide mere, kan de kontakte bestyrelsesmedlem i Den sønderjyske Fonds Mindelegat, Allan Emilussen, på e-mail alem@haderslev.dk
- Sammen med museet gav jeg det et skud og efterlyste efterkommere i en Facebookgruppe for faldne soldater, og der var bid, fortæller Allan Emiliussen og forklarer, at en person havde tagget en anden person i kommentarfeltet og skrevet: Er det ikke din farfar?
Efter at have oplyst navnene på Erik Petersen Skøtts fem søskende i en artikel i JydskeVestkysten modtog Allan Emiliussen en besked fra en kvinde, som viser sig at være endnu en efterkommer.
Når informationen lige har bundfældet sig, skal jeg holde kaffemøde med dem begge, og så skal vi sammen finde enighed om, hvad der skal ske
Allan Emiliussen (V), bestyrelsesmedlem for Den Sønderjyske Fonds Mindelegat
Af hensyn til familien vil Allan Emiliussen endnu ikke fortælle nærmere om de nulevende efterkommere, men han afslører dog:
- Haderslev er ikke så stor, så jeg kender faktisk den ene af de to, og han er i hvert fald over 80 år gammel.
Skal blive enige om begravelse
Det skal nu afgøres, hvad der skal ske med de jordiske rester af Erik Skøtt Petersen. Muligvis vil han blive begravet på den sønderjyske soldaterkirkegård i Haderslevs franske venskabsby, Braine.
Den sønderjyske soldaterkirkegård
Krigskirkegård i Braine nær Soissons nordøst for Paris blev oprettet i 1924 af foreningen Sønderjyske Soldatergrave.
Foreningen ønskede at få opgravet og overflyttet dansksindede faldne soldater til en fælles kirkegård og udsendte opfordringer til alle faldnes efterladte om at medvirke hertil.
Kun 254 af de omkring 5.270 faldnes familier gav tilladelse til flytning af grave, og det var kun muligt at lokalisere en lille del heraf.
Ved indvielsen af kirkegården i 1924 var der 50 soldatergrave. Tallet er siden øget til 79.
På kirkegården er der mindehøjtideligheder på våbenstilstandsdagen, og kirkegården har fået status som erindringssted for alle faldne sønderjyder, selv om langt hovedparten af de faldne ligger på tyske krigskirkegårde.
Braine er venskabsby med Haderslev.
Kilde: Graenseforeningen.dk
Allan Emiliussen skal tale med de to efterkommere, som måske har en mening om, hvad der skal ske med deres for længst afdøde slægtning.
- Det er min opgave at finde ud af familiens ønsker for begravelsen, så når informationen lige har bundfældet sig, skal jeg holde kaffemøde med dem begge, og så skal vi sammen finde enighed om, hvad der skal ske, siger han.
Falder beslutningen på en begravelse i Braine, kan det foregå den 11. november, når afslutningen på første verdenskrig som sædvanligt mindes på den lille sønderjyske kirkegård i Frankrig. Det kan også være, at det først bliver til næste år, når kirkegården fylder 100 år, oplyser Allan Emiliussen.