To supermarkeder vil ikke have børn i butikken

To supermarkeder på Nymarksvej i Fredericia har forment skolebørn adgang til deres butikker mellem klokken 08.00 og 13.00. En gruppe børn har larmet og begået smårapserier.

SuperBrugsen og Netto på Nymarksvej i Fredericia vil ikke se elever fra den nærliggende skole, Kirstinebjergskolen, om formiddagen. Det er fordi, at der har været problemer med en gruppe elever. De er så til gengæld velkomne efter klokken 13.00. Det står på et skilt ved indgangen til butikkerne.

Martin Jensen, uddeler i SuperBrugsen, fortæller til Fredericia Dagblad, at der har været svind i butikken, og at nogle af de unge har gået og larmet til gene for andre kunder i butikken. Derfor skiltet.

- Vi er megatrætte af det, og vi vil gerne have det skilt pillet ned hurtigst muligt, fortæller Jacob Nielsen, der er pressechef for Netto.

Det er kun en lille gruppe, der har været til gene, men butikkerne har opretholdt forbuddet for alle.

- Hvis de alligevel er kommet, har vi sagt til dem, at de ikke er velkomne. Vi har sagt det på en pæn måde, fordi det måske ikke har noget med dem at gøre. Men her er vi nødt til at skære alle over én kam, siger Martin Jensen fra SuperBrugsen til Fredericia Dagblad, der også kan fortælle, at Kirstinebjergskolens ældste elever, dem fra 8. og 9. klasse, gerne må forlade  skolen i deres frikvarter, hvis de blot er tilbage i skolen, når deres timer begynder.

- Vi rækker nu ud til skolen for at få det stoppet. Vi vil gerne have skiltet væk, men det bliver først, når der er enighed om, hvordan man skal opføre sig, fortæller pressechef Jacob Nielsen fra Netto.