Større udrykning til brand i Fredericia
Trekantsområdets Brandvæsen rykkede sent lørdag eftermiddag talstærkt ud til en adresse på Falstergade i Fredericia.
Her var en tørretumbler i en vaskekælder kortsluttet og gået i brand. Brandvæsnet fik dog hurtigt styr på flammerne.
- Det ser hurtigt voldsomt ud, når vi kommer kørende med to brandbiler, tre ambulancer og flere politibiler, men det var nu ikke noget ekstra ordinært, forsikrer Dennis Petersen, der er indsatsleder hos Trekantsområdets Brandvæsen og fortsætter:
- Jeg valgte at få stigevognen med som et ekstra køretøj for at få to mand mere med.
Den ældre ejendom står nu tilbage med brandskader i vaskerummet og røgskader i flere af lejemålene.
Indsatslederen oplyser, at en enkelt beboer er på sygehuset for at blive tjekket for røgforgiftning, men ellers er ingen kommet noget til.