Olivia så sin far slå græs og fik en idé, der skal sikre førsteplads i stor konkurrence
12-årige Olivia fra Erritsø håber at kunne veksle piller af græs og majs til en pokal ved årets udgave af Unge Forskere.
I 35 år har danske skoleelever hvert år konkurreret i naturvidenskab i den naturvidenskabelige talentkonkurrence Unge Forskere.
Og forskning er stadig et hit blandt poderne.
Olivia de Lemos Jensen fra Erritsø Fællesskole vandt sin kategori sidste år og er igen i år med i semifinalen på Universe på Als.
600 unge er med fra Region Syddanmark. De har forberedt sig i månedsvis, og de konkurrerer i tre kategorier: Technology, Life Science og Physical Science.
Jeg hørte om, hvor dyre træpiller var blevet, og så så jeg min far slå græs
Olivia de Lemos Jensen, Erritsø Fællesskole
I år stiller 12-årige Olivia de Lemos Jensen med et projekt, hvor hun forsøger at genopfinde træpillen, der jo har været noget i vælten her, hvor energipriserne er steget.
I stedet for at bruge træsmuld til pillerne har hun eksperimenteret med at bruge græsrester og majsrester, der ellers ikke bruges til noget, til at presse i pille-form og brænde.
- Jeg hørte om, hvor dyre træpiller var blevet, og så så jeg min far slå græs, og hvordan han lod det ligge på plænen bagefter. Og så tænkte jeg, at det måtte man kunne bruge til et eller andet, fortæller den unge forskerspire.
Hendes eksperiment viste faktisk, at hendes piller brænder bedre end almindelige træpiller, som vi kender dem.
Hun har altså ikke genopfundet tallerkenen, men opfundet en bedre tallerken.
Hendes eksperimenter viste også, at det er bedst at bruge majs, for det er lettere at presse til piller.
Rent praktisk gjorde hun det, at hun tog en majsstængel - en af dem der står og ser trist ud, efter majsen er høstet.
Så puttede hun den i en juicer, så hun kunne presse vandet ud, hvorefter hun pressede den tørre rest med en bolt i en bøsning.
Det skal være sjovt at være med. Vi går ikke kun efter at vinde
Christian Storm Tholberg, lærer, Erritsø Fællesskole
Erritsø Fællesskole er en hyppig gæst til Unge Forskere. Siden 2017 har lærer Christian Storm Tholberg ført 21 af sine elever til konkurrencen, og flere af dem har vundet.
- Jeg har samlet et lille hold af miniforskere, hvor det handler om holdfølelse og fællesskab. Det skal være sjovt at være med. Vi går ikke kun efter at vinde. Det er noget, vi gør sammen, fortæller Christian Storm Tholberg.
Og juryen har været forbi Olivias stand.
- De kom forbi og stillede en masse spørgsmål, og jeg kunne svare på det meste. De gav mig også nogle gode ideer til, hvordan jeg kan komme videre med mit projekt, så jeg føler, at det er gået ret godt, siger Olivia de Lemos Jensen.
Erritsø Fællesskole har tre projekter med i år. Et med to deltagere og to med én deltager i hver.
Der er finale d. 23. - 25. april i Øksnehallen i København.