Nini Oken og S-bagland efterlyste forklaring på bededags-beslutning
Lørdag var store dele af Socialdemokratiets bagland samlet i Fredericia til nytårskur. Her ville mange have en forklaring på regeringens beslutning om at afskaffe store bededag som en helligdag.
Lørdag holdt Socialdemokratiet deres årlige nytårskur, og det trak partifolk fra hele landet til Fredericia.
Det gælder også de syd- og sønderjyske medlemmer, hvor en del mødte op for at få en forklaring på regeringens planer om at sløjfe store bededag.
Medlemmer har meldt sig ud
En af dem var Nini Oken, der er formand for Socialdemokratiet Ribe partiforening.
- Selvom jeg har hørt debatter i P1, på radio og i fjernsynet, så forstår jeg stadigvæk ikke, hvorfor man vil bryde med den danske model, fortalte hun før mødet i Fredericia.
Regeringens beslutning har skabt bekymring i Socialdemokratiets bagland.
- Der er desværre medlemmer, som har valgt ikke at være medlem mere på grund af vores politik, siger Nini Oken.
Større skvulp
Med ved nytårskuren var også Jan Stubberup, der er kredsformand for Socialdemokratiet i Aabenraa. Han er samtidig også medlem af partiets hovedbestyrelse.
Han erkender, at beslutningen om store bededag har skabt uro i partiet, men samtidig var han også fortrøstningsfuld inden mødet.
- Nu har jeg været med i 33 år, og der har været skvulp af større og mindre grad end den her bededagsdebat. Så ja, vi lander den her. Det er jeg helt overbevist om, sagde han.
Spørgsmål fra partiforeningen
Med til nytårskuren havde Nini Oken en seddel med spørgsmål fra medlemmerne i Ribe Partiforening, som hun havde foldet sammen og bundet en rød sløjfe omkring.
Den overrakte hun til Mette Frederiksen, og nu håber hun, at statsministeren vil få tid til at vende tilbage med svar på de spørgsmål, der blandt andet drejer sig om afskaffelsen af store bededag.
Når man er medlem af et parti, så kan man kæmpe for tingene indefra
Nini Oken, formand for Ribe partiforening
Efter mødet følte Nini Oken, at hun blev klogere på partitoppens beslutning om at afskaffe helligdagen, selvom hun stadig ikke er fuldstændig enig i beslutningen.
Det får hende dog ikke til at tage sit medlemskab af partiet op til overvejelse.
- Når man er medlem af et parti, kan man aldrig være 100 procent enig i, hvad der foregår. Jeg mener, at hvis 95 procent af det, jeg ser, er godt, så så kan jeg godt leve med de sidste 5 procent, siger hun og fortsætter:
- Jeg ser det som en gode, at når man er medlem af et parti, så kan man kæmpe for tingene indefra.