Milliardnedskrivninger giver Ørsted lavere indtjening
Nedskrivninger og højere skatteomkostninger giver Ørsted en nedgang på 65 procent i indtjeningen i første halvdel af 2024 sammenlignet med samme periode året før.
Det viser energiselskabets halvårsregnskab, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
I årets første seks måneder tjente Ørsted 931 millioner kroner. I første halvdel af 2023 var indtjeningen 2,7 milliarder kroner.
I regnskabet skriver selskabet, at tilbagegangen i indtjeningen primært skyldes højere skatteomkostninger og nedskrivninger.
Nedskrivninger har haft en negativ indvirkning i første halvår på 3,2 milliarder kroner, skriver Ørsted.
Blandt andet har Ørsted besluttet at droppe udviklingen af sit grønne brændstofprojekt FlagshipOne. Det har kostet en nedskrivning på 1,5 milliarder kroner i halvåret.
- Selv om det er en svær beslutning at stoppe udviklingen af FlagshipOne, er det den rette beslutning for Ørsted, da det reflekterer den langsommere end ventede udvikling på markedet for flydende e-brændstof, siger Ørsteds topchef, Mads Nipper, i en kommentar til regnskabet.
Desuden betyder forsinkelser på det amerikanske havvindprojekt Revolution Wind en nedskrivning på 2,1 milliard kroner.
Resultatet er dog positivt påvirket af et øget overskud på driften. I løbet af årets første seks måneder tjente Østed 14 milliarder kroner på driften. Det er 37 procent mere end i første halvdel af 2023.
Det skyldes blandt andet en højere indtjening i selskabets forretning for havvind. Her har indtjeningen nydt godt af højere vindhastigheder, øget aktivitet fra selskabets vindmølleparker i blandt andet Taiwan og højere priser.
Ser man alene på resultatet i andet kvartal, har Ørsted tabt knap 1,7 milliarder kroner. I andet kvartal i 2023 tabte selskabet lidt over en halv milliard.