Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kommune præsenterer ny direktør

Fredericia Kommune har været på udkig efter en ny person til at stå i spidsen for området for Familie, Børn og Læring, og her er valget faldet på den tidligere direktør i kommunen for Pleje, Sundhed og Arbejdsmarked, Karen Heebøll.

Det skriver Fredericia Kommune i en pressemeddelelse.

- Det glæder mig, at det er lykkedes os at få en gammel kending tilbage til Fredericia Kommune. At hun allerede kender til Fredericia Kommune er en styrke, både i forhold til hendes opstart, men også i forhold til det, der gør Fredericia særlig som vores unikke historie, natur og placering ved Lillebælt, siger borgmester Christian Bro (S).

Karen Heebøl har senest været administrerende direktør for Sundhedsforvaltningen i Odense Kommune. I sit nye job skal hun ifølge pressemeddelelsen gøre Fredericia Kommune til børnefamiliernes førstevalg og styrke det tværfaglige arbejde på børne-, skole- og familieområdet.

Opgaver som den kommende direktør ser frem til.

- Jeg glæder mig især til at arbejde med børne- og ungeområdet med den store betydning, det har for mange. Her skal vi sammen omsætte den nye børne- og ungepolitik til handlinger og medvirke til, at Fredericia er børnefamiliernes førstevalg, siger hun.

Karen Heebøl begynder sit nye job den 1. august. 

Foto: Heidi Lundsgaard, Region Syddanmark
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Regionens nye natlægevagt åbnede i nat

Region Syddanmark kunne efter flere måneders forberedelse tage imod patienter ved regionens nye lægevagt.

Åbningsnatten foregik fra klokken 23 onsdag aften til klokken 8 torsdag morgen.

- Selvom vi følte os klar og velforberedte til overtagelsen, var det selvfølgelig med en vis spænding, da vi åbnede natlægevagten klokken 23.00. Men ud over et par små justeringer på it-systemerne undervejs, som patienter ikke burde bemærke, gik den første vagt alt i alt rigtig godt, siger cheflæge på Fælles Akutmodtagelse, Poul Henning Madsen, i en pressemeddelelse.

Sidste år indgik Region Syddanmark og PLO en ny lægevagtaftale, og i september 2023 vedtog regionsrådet at hjemtage driften om natten.

Ifølge regionen modtog de i åbningstiden 210 opkald fra syddanskerne. Her blev 25 tilset ved fysisk konsultation, mens 15 patienter fik besøg i eget hjem.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Se hvordan borgere reagerede på nyheden om testcenters placering

Borgere i Ballum ventede i spænding, som var det børn til juleaften.

De håbede dog på, at det ikke skulle være dem, som ville få en gave i form af et nyt testcenter for ni 450-meterhøje vindmøller.

I dagens anledning var borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti), på besøg hos Hans Jacob Rank, der bor tæt på, hvor det nye testcenter kunne havne.

Det var borgmesteren, som overbragte nyheden om, at det nye testcenter ikke ville komme til at ligge ved Ballum Enge nær Vadehavet. Det gjorde han efter en telefonsamtale med minister for landdistrikter, Morten Dahlin (V). 

Et lettelsens suk ramte i stuen i Ballum, og jublen og tårerne var svære at holde tilbage.

- Det var da en melding, sagde Hans Jacob Rank efter nyheden og klappede borgmesteren på skulderen.

Du kan se reaktionen i toppen af artiklen.

Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgmester lettet over, at Vadehavsområde går fri for testcenter

Det står nu klart, at et kommende vindmølletestcenter skal ligge i Østerild nær Thy i Thisted Kommune.

Dermed undgår Ballum Enge ved Vadehavet i Tønder Kommune at lægge jord til ni 450-meterhøje vindmøller. Nyheden glæder borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti).

- Jeg er bare glad og lettet over, at man har anerkendt, at der ikke skal ligge et testcenter herude i et følsomt område.

Næste skridt i processen er en miljø- og habitatskonsekvensvurdering af det udpegede område i Østerild. Vurderingen forventes at tage mellem halvandet og to år at færdiggøre, og dermed er torsdagens udpegning ikke en fuldstændig beslutning om at opføre vindmølletestcenteret i det nordvestjyske.

Det får dog ikke nervøsiteten til fortsat at spire hos Jørgen Popp Petersen.

- Hvis aftalekredsen har ment, at der skulle være en potentiel mulighed i Ballummarsken, så havde de også lavet en habitatsundersøgelse der. Så i min verden er Ballum Enge sat ud af spil nu, siger borgmesteren.

På trods af glæde og lettelse popper Popp Petersen dog ikke champagneflasken af respekt for borgerne i Østerild, som også frygtede, at testcenteret skulle ligge ved dem.

- Ligegyldigt hvorhenne det her kommer til at ligge, så håber jeg, at man vil respektere lokalområdet og den lokale befolkning, og at de får en fair behandling. Vi skal ikke hovere over, at andre end os er blevet udpeget, siger Jørgen Popp Petersen.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Placering af testcenter udpeget: Vadehavet slipper for 450 meter høje vindmøller

Efter mere end tre år med mange forskellige muligheder i spil, peger pilen nu på, at det eksisterende vindmølletestcenter i Østerild skal udvides.

Dermed kommer et tredje testcenter for kæmpevindmøller højst sandsynlig ikke til at ligge ved Vadehavet.

Det blev torsdag eftermiddag besluttet på et møde i aftalekredsen bestående af regeringen og partierne SF, LA, K, RV og DF.

Valget stod mellem Ballum Enge i Tønder Kommune og en udvidelse af det eksisterende testcenter i Østerild i Thisted Kommune, og nu vil man helt konkret arbejde videre med Østerild som mulig placering for endnu flere testvindmøller.

Torsdagens beslutning glæder medlem af landdistrikts- og øudvalget Anni Matthiesen (V).

- Jeg er selvfølgelig lettet over, at det ikke bliver ved Vadehavet, at testcenteret kommer til at ligge. Det tror jeg, at langt de fleste i vores del af landet er og jeg glæder mig over, at vi som folketingsmedlemmer fra regeringspartierne valgt i Syd- og Sønderjylland har arbejdet tæt sammen i denne vigtige sag, siger hun i en pressemeddelelse.

En placering af et vindmølletestcenter ved Vadehavet har vakt stor debat i de seneste måneder, da stedet kunne risikere at miste sin plads på UNESCOs verdensarvsliste.

- Vadehavet er noget helt unikt. Det er et af få danske naturområder, der er på UNESCOs verdensarvsliste, og det skal man selvfølgelig respektere. Det gør man ikke ved at give det enorme vindmøller som nabo, siger Anni Matthiesen. 

Næste skridt er, at der skal laves en miljøvurdering af området i Østerild. Her skal de miljømæssige konsekvenser undersøges for en mulig udvidelse af det eksisterende testcenter. Det forventes at tage mellem halvandet og to år.

Lettet nationalparkformand

Flemming Just, der er formand for Nationalpark Vadehavet, kan nu ånde lettet op.

- Jeg er utroligt lettet over, at Vadehavsområdet går fri, så vi kan bevare den sammenhængende og enestående natur, siger han til TV SYD.

Flemming Just er formand for Nationalpark Vadehavet. Han er både nervøs for og spændt på, hvad der kommer til at ske med Ballum Enge i fremtiden. Foto: Julie Lapp, TV SYD

Ballum Sluse ville være blevet ramt, hvis Vadehavsområdet var udvalgt som vindmølletestcenter. Det ser nu ud til at gå fri.

I halvandet år har han gjort, hvad han kunne for at forhindre et testcenter i Vadehavet.

En kamp, der nu giver pote.

- Det har været afgørende, at vi har kunnet fremføre nogle stærke argumenter imod. Det handler ikke kun om at værne om en lokal natur, men om at bevare en verdensarv, siger Flemming Just.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Minister vil skærpe straf for butikstyveri efter stor stigning

Regeringen ser med stor alvor på den store stigning i butikstyverier, som er sket de seneste år.

Det er en omkostning for samfundet og skaber utryghed hos kunder og butiksansatte, og derfor vil justitsminister Peter Hummelgaard (S) sætte ind.

- Butikstyveri er et udtryk for mangel på respekt for andre menneskers ejendom, og det er med til at nedbryde tilliden i samfundet. Det har en kæmpe omkostning økonomisk for dem, der bliver udsat for tyveri, siger han.

Nye tal fra politiet viser, at antallet af anmeldte butikstyverier steg til omkring 25.000 i 2023. Det er en stigning på næsten 25 procent i forhold til året før, og er det højeste antal i mange år. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet. I for eksempel Esbjerg Kommune er det steget med 171 procent.

Initiativet er en del af et udspil på 11 tiltag mod det, regeringen kalder "hverdagskriminalitet".

Regeringen foreslår, at der i udgangspunktet altid udmåles en bøde på mindst 1000 kroner, første gang en person bliver taget for butikstyveri. Det er en fordobling i forhold til i dag.

Det skal sikres, at bøden for butikstyveri altid overstiger værdien af det stjålne. Samtidig foreslår regeringen at hæve bødetaksterne for hæleri tilsvarende for at svække butikstyvenes motivation for at begå tyveri.

Du kan læse mere om, hvordan det står til i landsdelen herunder. 

Artiklen er mere end 30 dage gammel

To mænd dømt for bedrageri mod ældre kvinder

Retten i Sønderborg har onsdag idømt to mænd på henholdsvis 20 og 36 år fængselsstraffe i en sag om bedrageri af ældre.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet skriver, at sagen drejede sig om i alt 135 forhold, som alle blev begået i januar 2023.

Ifølge politiet ringede ukendte medgerningsmænd til ældre kvinder og udgav sig for at være fra deres bank.

Herefter mødte den 20-årige mand, som blev idømt to års fængsel, op på adressen og franarrede kvinderne deres dankort og pinkode.

Ifølge JydskeVestkysten erkendte 20-årige Adam Præstegaard Heessels sin rolle undervejs i retssagen.

Den 36-årige mand blev dømt for at være chauffør i sagen. Det kostede ham en fængselsstraf på et år og tre måneders fængsel.

Han nægtede sig skyldig.

Ifølge politiets pressemeddelelse lykkedes det mændene at skaffe over en halv million kroner.

Sagen drejer sig om 30 tilfælde af bedrageri. I 27 af tilfældene lykkedes det for den 20-årige at få udleveret kort og pinkode - i enkelte tilfælde fik han også kontanter.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kvinde udvist efter tyveri af printerpatroner

Efter onsdag at have stjålet nogle printerpatroner i en butik i Vejle er en 20-årig kvinde torsdag blevet idømt fængsel og udvist af Danmark.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

Kvinden blev fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Kolding torsdag klokken 10, og under en time senere var hun dømt, efter at der blev afsagt en straksdom, da kvinden erkendte det, hun var sigtet for.

Dommen lød på 30 dages ubetinget fængslet og altså udvisning af Danmark med et indrejseforbud i seks år.

Kvinden havde stjålet ti pakker printerpatroner til en værdi af 4290 kroner i Bilka i Vejle, oplyser politiet til Ritzau.

Kvinden prøvede at få printerpatronerne ud af butikken i en såkaldt russerpose - en plastikpose foret med sølvpapir, så butiksalarmen ikke kan opfange indholdet.

En butiksdetektiv havde dog holdt øje med hende, og butikspersonalet fik tilbageholdt kvinden, indtil politiet mødte op.

Hun er ikke tidligere straffet i Danmark. I retten forklarede hun, at hun var kommet til Danmark sent tirsdag aften.

I udmålingen af straffen blev det betragtet som en skærpende omstændighed, at hun havde forsøgt at få printerpatronerne ud af butikken i en russerpose.

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Danfoss underskriver grøn aftale i Polen med kongen som vidne

Industrivirksomheden Danfoss har sammen med Rambøll underskrevet en grøn aftale med den polske hovedstad, Warszawa.

Det er sket torsdag formiddag på en metrostation i byen, hvor også kong Frederik er til stede.

Aftalen er en hensigtserklæring om at udnytte overskudsvarmen fra byens metrosystem. Det har potentiale til at opfange varme svarende til 14.000 polske boligers årlige forbrug.

En lang række danske virksomheder, ministre og kong Frederik tager i disse dage del i et erhvervsfremstød i Polen, der er blevet stablet på benene for at sætte fokus på den grønne omstilling i landet.

I torsdagens aftale er energieffektivitet i centrum. Det er Danfoss-direktør Kim Fausing glad for.

- Vores rolle bliver at komme med teknologien, der skal til for at få det til at ske. Vi har teknologien til at opfange overskudsvarmen for at flytte den ind i fjernvarmesystemet, siger han.

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aftalekreds skal udpege placeringen af vindmølletestcenter

I dag skal to mulige placeringer af et nyt testcenter for kæmpevindmøller snævres ind til ét sted, når aftalekredsen mødes klokken 13.

I midten af december i fjor besluttede aftaleparterne i folketinget sig for, at et tredje testcenter skal placeres enten ved Ballum Enge i Tønder Kommune eller ved Østerild i Thy.

Her ligger der i forvejen et testcenter, mens det andet ligger i Høvsøre i Lemvig.

I alt er otte områder blevet undersøgt. En screening af alle otte områder har vist, at kun Ballum Enge og Østerild er optimale for et testcenter med vindmøller på op til 450 meter.

Siden er der lavet en supplerende screening af det eksisterende testcenter i Østerild. Det er på den baggrund, at aftalekredsen, bestående af regeringen og partierne SF, LA, K, RV og DF, så i dag skal drøfte, hvilken af de to placeringer udvalget vil gå videre med.

Det bekræfter Henrik Frandsen (M), der er landdistrikts- og øordfører, over for TV SYD.

Borgere og flere lokale politikere har længe kæmpet mod kæmpevindmøller i marsklandskabet ved Ballum ved Vadehavet, som er udnævnt til verdensarv af Unesco.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com