![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjIvMDgvMjMvMjAyMDAyMjctMTAwMjU1LWEtMTkyMHgxMjgwd2UuanBn/20200227-100255-a-1920x1280we.jpg?fm=jpg&w=1920&h=1280&s=df3a9e5c1c8f8f410e4436c6903739bb)
Danfoss underskriver grøn aftale i Polen med kongen som vidne
Industrivirksomheden Danfoss har sammen med Rambøll underskrevet en grøn aftale med den polske hovedstad, Warszawa.
Det er sket torsdag formiddag på en metrostation i byen, hvor også kong Frederik er til stede.
Aftalen er en hensigtserklæring om at udnytte overskudsvarmen fra byens metrosystem. Det har potentiale til at opfange varme svarende til 14.000 polske boligers årlige forbrug.
En lang række danske virksomheder, ministre og kong Frederik tager i disse dage del i et erhvervsfremstød i Polen, der er blevet stablet på benene for at sætte fokus på den grønne omstilling i landet.
I torsdagens aftale er energieffektivitet i centrum. Det er Danfoss-direktør Kim Fausing glad for.
- Vores rolle bliver at komme med teknologien, der skal til for at få det til at ske. Vi har teknologien til at opfange overskudsvarmen for at flytte den ind i fjernvarmesystemet, siger han.