Carlsberg sparer på vandet
I dag blev et nyt anlæg taget i brug på Carlsbergs bryggeri i Fredericia. Op mod 90 procent af procesvandet fra produktionen af øl og sodavand bliver nu genanvendt.
Fremover vil der blive brugt 1,4 liter vand til at brygge en liter øl, mens tallet lød på 2,9 liter tidligere. Op mod 90 procent af procesvandet fra produktionen af øl og sodavand blive genanvendt til rengøring.
Anlægget gør bryggeriet til det første bryggeri i verden, der genanvender vand. Carlsberg forventer at spare 500 millioner liter vand om året, og klimatiltaget skal udbredes til koncernens andre bryggerier, hvor manglen på vand er større.
Statsministeren var med til indvielse
Mette Frederiksen var med til indvielsen.
- Det er utrolig interessant, det der foregår her i Fredericia. Carlsbergs perspektiv globalt er potentielt kæmpe stort, for rigtig mange steder er vand decideret en mangelvare, siger Mette Frederiksen.
Vandet bruges til rengøringsprocesser
- Vandet bruges ikke direkte til ølproduktion, men det bruges i rengøringsprocesserne.
- Det er revolutionerende, at man har koblet rengøringsanlæg med drikkevandsanlæg, og at man får brugbar vand ud i den anden ende til rengøringsprocesser.
I andre lande hvor Carlsberg brygger øl, er der større mangel på rent vand, og derfor skal der bygges flere vandrensningsanlæg.
- På den globale scene betyder det rigtig meget. Der er mange markeder, hvor vand er en knap ressource, og vand er en vigtig del, når man brygger øl. Det er derfor en investering, som vi kan tage ud på markeder, hvor vand er en mere knap ressource, siger Peter Haahr Nielsen, der er administrerende direktør i Carlsberg Danmark.
Anlægget i Fredericia har kostet et trecifret millionbeløb, der vil derfor gå et par år inden det er tjent hjem.
- På den korte bane er det ikke en god forretning, men det er en investering i fremtiden. På den lange bane kan vi producere bæredygtigt, siger han.