Ulovlig trend er vokset med eksplosiv fart, og myndighederne er allerede på bagkant
De ulovlige e-cigaretter er for flere blevet en del af ungdomslivet. Langt de fleste indeholder voldsomme mængder af nikotin, men nu har ulovlige stoffer fundet vej ind i de elektriske cigaretter, der smager af slik.
Der er noget særligt ved at være teenager. En risikovillighed og en følelse af at man er usårlig - måske endda udødelig.
Antallet af unge, der ryger de ulovlige e-cigaretter, har aldrig været højere. Og nu er det ikke kun nikotinindholdet, der advares imod.
For cannabis og andre euforiserende stoffer har fundet vej ind de ulovlige e-cigaretter. Og blot en lille stofmængde kan medføre alvorlige forgiftninger og i værste fald dødsfald, advarer Sundhedsstyrelsen.
TV SYD har tidligere fortalt historien om 15-årige Frida Hansen, der kollapsede på Vejle Banegård efter fire sug af en e-cigaret med syntetisk cannabis. Og i Vejles gadebillede er det blandt andet det kriminalitetsforebyggende samarbejde SSP, der holder øje med udviklingen af de ulovlige e-cigaretter.
- Det er vokset med eksplosiv fart, og vi er hele tiden på bagkant, siger Helle Brynå, der er leder af SSP-teamet i Vejle.
Hun fortæller, at der hele tiden florerer nye nikotinprodukter, der særligt vækker de unges interesse. Og det er på trods af, at det kommer med en høj risiko.
- De er bare risikovillige. Når man er 13-18 år, så tror man, at man er udødelig. Man vil gerne prøve ting af, og det er faktisk en naturlig del af at være ung, siger Helle Brynå.
SSP-teamet i Vejle er blevet bekendt med tre konkrete tilfælde over sommeren, hvor unge er kommet meget galt afsted efter at have indtaget syntetisk cannabis gennem en e-cigaret.
- De tilfælde vi kender til, har det været en sammenkobling af syntetisk cannabis og voldsomme mængder af nikotin. Den sammenkobling har vist sig at være rigtig giftig.
De ulovlige e-cigaretter
Folketinget vedtog den 4. juni 2024 nye forbud i forbindelse med regeringens forebyggelsesplan målrettet børn og unge. Den nye lovgivning betyder blandt andet, at du ikke længere må købe engangs-e-cigaretter med nikotin og nikotinholdige genopfyldningsbeholdere med kendetegnende aroma af andet end mentol og tobak hjem fra nettet eller få produkterne gratis af en ven, skriver Sikkerhedsstyrelsen.
Og 1. juli 2024 blev det også forbudt både at købe ulovlige e-cigaretter på nettet.
Som forbruger på dansk jord må du dog stadig gerne besidde op til ti enheder af blandt andet engangs-e-cigaretter med nikotin og nikotinvæsker med kendetegnende aroma af andet end mentol og tobak. Men kun finde hvis produkterne er til eget forbrug.
I de senere måneder har de retskemiske afdelinger i Danmark fundet euforiserende stoffer i puff bars og vapes (e-cigaretter). Der er blandt andet tale om syntetiske cannabinoider og semi-syntetiske cannabioider. Bare en lille mængde af stoffer kan medføre alvorlige forgiftninger og i værste tilfælde dødsfald, skriver Sundhedsstyrelsen.
'De tænker nok, at det ikke er farligere end at drikke'
Lørdag aften var TV SYD med SSP ude nattelivet til Fjordfestival i Vejle. Det er ikke alle unge, vi talte med i løbet af aftenen, der havde lyst til at medvirke, men de fortæller alle en lignende historie.
De ulovlige e-cigaretter ér udbredt blandt dem og deres venner. De er hurtigt vanedannende, bliver købt på sociale medier som Snapchat, og så er hiv nogle, man deler ud af i vennegruppen.
Farlig Damp
Både dem med nikotin i og det, der er farligere. De nævner blandt andet syntetisk cannabis og fentanyl.
- Det er meget normalt, fortæller 15-årige Ester Bøhrnsen, der deltager i Fjordfestival med sine venner fra klassen.
- De putter tit thc (syntetisk cannabis, red.) i dem. Jeg har et par veninder, der er endt på hospitalet med en overdosis efter det.
- Jeg tror faktisk ikke, at folk tænker sig sådan helt vildt meget om, når de gør det. Jeg tror ikke, at de tænker, det er ekstremt farligt, desværre. De tænker nok, at det ikke er farligere end for eksempel at drikke alkohol.
Og det er netop den tankegang, der vækker bekymring hos Sydøstjyllands Politi, der netop nu er ved at efterforske to konkrete sager, hvor man har konstateret, at der formentligt er et ulovligt stof i e-cigaretterne.
- Det vækker altid bekymring, når unge mennesker tager narkotiske stoffer, og specielt hvis de bliver meget dårlige. Så derfor gør vi noget ud af at få undersøgt det så hurtigt som muligt, så vi sammen med vores samarbejdspartner i kommune og SSP kan melde ud, at det er noget, man skal holde sig fra, siger Mich Klausen, der er politikommissær ved Sydøstjyllands Politi.
E-cigaretter lugter ikke
Når man spørger 15-årige Ester, om hun har snakket med sine forældre om faren ved at ryge vapes, puffbars og andre ulovlige e-cigaretter, så fortæller hun, at det ikke nødvendigvis har været det store samtaleemne derhjemme.
- Jeg ved jo godt, at det er farligt og dumt. Men jeg tror aldrig, at de decideret har sagt det til mig, siger Ester Bøhrnsen.
Men når det kommer til den klassiske cigaret, så er sagen en helt anden.
- Folk vælger jo at ryge vapes, fordi de har fået af vide, at de ikke må ryge cigaretter. De er også bare meget nemmere at opdage, end når man vaper, for det lugter ikke sådan af tobak, siger Ester.
Derfor opfordrer SSP og politiet også forældre til at tage en snak med deres børn, for det er den måde, man kan få oplyst om faren ved nikotinprodukterne.
- Det allervigtigste for os er at få kontakt til forældrene, fordi de er de vigtigste i børnenes liv, siger Helle Brynå.
- Men vi har i bund og grund ikke nogen myndighed. Så det vi har brug for er en strammere lovgivning, der går hårdere efter nikotinen. For lige om lidt er det tyggegummi eller vingummier, de her firmaer finder på at lave. Og det er nikotinen, der er det farlige i det her, for det er bare så vanedannende og kan hurtigt ende i det, der er langt farligere.