Efter åbent brev fra medarbejdere - nu er det besluttet, hvad der skal ske i sag om dårlig arbejdsmiljø
Medlemmerne af Fanø Kommunes økonomi- og planudvalg mødtes onsdag for at drøfte et åbent brev fra medarbejderne på rådhuset.
Medlemmerne af økonomi- og planudvalget på Fanø Kommune var onsdag aften samlet ekstraordinært.
Det sker efter, at flere medarbejdere på rådhuset på Fanø i begyndelsen af måneden sendte et åbent brev stilet byrådet, hvor man udtrykte utilfredshed over arbejdsmiljøet på rådhuset, som man følte blev negativt påvirket på grund
- Vi har desværre, senest i forbindelse med budgetforliget 2025, oplevet, hvad det vil sige at være ansatte i en organisation med en politisk ledelse, som ikke respekterer, hvordan rollefordelingen i en kommune bør være, lød det i det åbne brev.
På dagens møde blev medlemmerne af økonomi- og planudvalget enige om at gå i dialog med medarbejdernes repræsentanter. Det fortæller borgmester Frank Jensen (RV) efter mødet.
- Vi er enige om at følge op på deres henvendelse, og der tages dialog med hovedmed (kommunens hovedmedarbejderudvalg red.) om nødvendige præciseringer i personalepolitikken, fortæller han og understreger, at man tager henvendelsen fra medarbejderne meget alvorligt.
Hurtigst muligt
Sagen kom for alvor frem i lyset 1. oktober, da en medarbejder kunne læse i medierne, at hans stilling blev nedlagt. Det skete i forbindelse med, at et flertal i byrådet var blevet enige om budgettet for 2025-2028.
Han fortalte efterfølgende, hvordan han de følgende dage følte ubehag over, hvordan forligspartierne forklarede nedlæggelsen.
- Jeg finder det urimeligt og problematisk, at jeg flere dage i træk kan læse evalueringer af mit arbejde i al offentlighed, sagde han dengang.
Det vides endnu ikke, hvornår man skal mødes med hovedmedarbejderudvalget, men ifølge borgmester Frank Jensen bliver det "hurtigst muligt".