Lykkelige beboere håber, deres plejehjem bliver kåret til Danmarks bedste
Et velfungerende samarbejde med en stor og aktiv gruppe af frivillige er med til, at Plejehjemmet Olivenhaven i Kolding er med i opløbet om at blive Danmarks bedste i 2024.
Plejehjemsbeboer Hardy Madsen melder sig altid til, når der mulighed for at komme på tur med bussen, der har fået navnet Olivia.
Bussen har en gruppe frivillige på Plejehjemmet Olivenhaven i Kolding købt med hjælp fra en række sponsorer, og er særdeles populær hos de 60 beboere på plejehjemmet.
- Jeg synes, det er dejligt at lave noget andet engang i mellem. Det kan godt blive kedeligt at sidde for meget og se fjernsyn, siger Hardy Madsen.
Tur til dyreparken
Denne gang går turen til Givskud Zoo, der er et populært mål for plejehjemmets udflugter
- Jeg håber at få øje på nogle spændende dyr. Det er fascinerende, fortæller Hardy Madsen, mens bussen ruller ind på safariruten i dyreparken.
De frivillige bliver ved
Udflugterne med bussen Olivia er et af rigtig mange initiativer, som de godt 50 frivillige i foreningen Olivenhavens Venner står bag.
De har været i gang i 25 år, og den ældste af de frivillige er i dag 91 år.
Det vidner om et godt samarbejde med plejehjemmet. Faktisk er det så godt, så plejehjemmet nu er et af fem plejehjem, der er nomineret til titlen som Danmarks bedste i 2024.
- Jeg synes, de gør det rigtig godt. Jeg har godt nok ikke andre plejehjem at sammenligne med, men det er et godt sted, siger beboer Arne Mortensen, der også er med på dagens tur med bussen.
100 plejehjem
Det er Danske Seniorer og arbejdsmiljøvirksomheden Affectum, der står bag den årlige kåring, der denne gang har fokus på det gode samarbejde med lokalsamfundet.
100 plejehjem fra hele landet er nomineret. Nu er der fem tilbage.
Plejehjemmet Olivenhaven repræsenterer Region Syddanmark.
- Uden de frivillige kunne alle de her aktiviteter slet ikke lade sig gøre. Det har vi ikke personale til, siger Anne-Mette Højer Sørensen, der er socialpædagog på Plejehjemmet Olivenhaven.
Hardy Madsen har været med på turene til Givskud Zoo før. Men han bliver ikke træt af at opleve de mange dyr.
Denne gang var de især bisonokser, giraffer og løverne, han får øje på.
- Løven ligger lige deroppe og soler sig, lige så lang den er, siger Hardy Madsen, mens bussen Olivia ruller forbi.
En sejr giver ventelister
Det er muligt at stemme på, hvem der skal have titlen som Danmarks bedste plejehjem frem til den 31. oktober på Danske Seniorers hjemmeside.
På Olivenhaven håber både beboerne og personalet, at det lykkes at få sejren
- Vi er helt vild stolte over at være nomineret, det betyder virkelig noget for os, siger Anne-Mette Højer Sørensen.
Hvad vil det så betyde, hvis i bliver kåret til Danmarks bedste ?
- Ja, så får vi nok en helt vild lang venteliste, siger Anne-Mette Højer Sørensen og griner.