Tv-journalisten spørger:

- Hvad kan jeg tage billeder af?

 Han slår ud med armene.

 - Jeg har smidt det hele ud. Fotos, medaljer…. alt. Jeg kunne ikke holde ud af have dem som minder om en tid, hvor jeg har set ting, der var bestialske.

- Men du har en filthue, siger hans hustru så.

Dybe sår

 Og snart står Torben Damm med en hvid hue.

 - Den går albanske mænd med, siger han og tager den på hovedet og griner velvidende, at han ser tåbelig ud.

 På huen er der hilsner fra folk, som han var sammen med i Kosovo i ni måneder i 1999-2000. I dag må han konstatere, at tiden har mærket ham med dybe sår for altid. Sår, som har forkortelsen PTSD.

 - Jeg bliver hurtigt træt, har svært ved at huske, bliver vred over småting. Der er meget vrede forbundet med PTSD, siger han.

Ansigt til ansigt med mareridt

Men nu har han været tilbage i Kosovo 24-25 år efter. For at stå ansigt til ansigt med sine værste mareridt. Det vender vi tilbage til og begynder i startblokken.

Torben Damm var ansat i politiet i Esbjerg. Som efterforsker. Senere igen i PET.  Jobs, som han kalder ”fantastiske”.

Så kom krigen i ex-Jugoslavien. Pludselig gik folk, der ellers i mange år havde levet ved siden af hinanden som kollegaer, venner, naboer til tider gift ind i hinandens familier, i krig mod hinanden med alt hvad hævn og grusomhed kan føre med sig. I Kosovo, hvor Torben Damm fungerede som efterforsker, gik det blandt andet ud over fattige serbiske bønder, der ikke nåede væk i tide, da den Kosovo-albanske hævnbølge ramte de små landsbyer.

- Det var ikke bare utrolig grimt. Det var bestialsk, siger Torben Damm.

Efterforskede hævn             

Han skulle som efterforsker dokumentere, hvad der gik for sig af forbrydelser. Både på åstedet, som han skulle fotografere, og senere skrive rapport om det.

 - Jeg tænkte ikke på, at det kunne få så alvorlige konsekvenser for mig. Vi havde en opgave og arbejdede hver dag med sagerne.   

Torben Damm siger flere gange, at han ikke ønsker at gå i detaljer med noget. Det behøver han heller ikke. Resultatet af de blodige scener, han har været vidne til, sidder fæstnet i hans ansigt.

Sabeltigre lå på lur

Hans ønske om at gøre en forskel - vi har evnerne og dermed også forpligtelsen til at gøre en forskel i sådan en situation, siger han – betød, at han tog afsted. Men det betød også, at hans verden en dag skred under ham.

Helt bogstaveligt kunne han en dag ikke rejse sig fra sofaen. Noget var helt galt.

 - Der var sabeltigre, der ville angribe mig, alle vegne. Jeg kunne end ikke handle i Netto, fortæller han.

Vi spoler forbi to gange indlæggelse på det psykiatriske sygehus i Esbjerg, en skilsmisse, tab af sit arbejde med en erklæring om, at hans arbejdsevne var ubetydelig, og utallige natlige mareridt og er nu i 2021 på ATT – Afdeling for Traume- og Torturoverlevere i Vejle. Det blev et vendepunkt. Her fik han en anden slags medicin (han havde smidt det hele ud), og her blev han set og forstået.

Konen: Velkommen hjem

Torben Damm kom også i kontakt med Veterancentret. Også her mødte han forståelse. Senere svømmede han ind i hans nuværende hustru Helle Ottosen Damm i Svømmestadion Danmark i Esbjerg.

Men det hele er ikke fryd og gammen. Han hader at være på pension. Han prøver med lidt frivilligt arbejde, men kan meget lidt. PTSD’en spænder stadig ben, og ofte må han nørkle med sine træfigurerne ude i værkstedet, eller fortrække til sin lejlighed. For parret bor både sammen og hver for sig.

 - Vi har det godt sammen i de rolige perioder. En dag sagde Helle til mig: ”Velkommen hjem” siger han.  

Ikke derned igen!

 Så kom der et tilbud: En tur tilbage til Kosovo. Torben Damm tøvede ikke: ”NEJ TAK. Jeg skal ikke til Kosovo igen!”

Men veterankoordinator i Esbjerg Kommune, René Lenskjold, fortalte, at der var gode resultater af lignende ture, og så tog han afsted med bankende hjerte.

- Jeg så mareridtshuset og andre steder, hvor jeg havde været. Det var…. han tøver lidt og leder efter ordene….både svært og godt.

Det betød noget

Han og de andre veteraner kunne i hvert fald konstatere, at det hele går fremad. At fattigdommen for en meget stor del nu er væk. At folk lever og arbejder under fredelige forhold selv om albanerne og serberne endnu ikke sender kindkys til hinanden. Dertil er sårene for dybe.

- Men indtrykkene gjorde, at jeg fik følelsen af, at vi faktisk gjorde en forskel. At det betød noget, at vi var der. Vi gjorde faktisk en forskel. De brikker faldt på plads, og det var en lettelse, siger Torben Damm.

 Han var også glad for, at hans hukommelse var intakt. Altså at det han tillod sig selv at huske, at det var rigtigt. Og de ting, han ellers ikke ønskede at huske, også var rigtig nok. Det var også en lettelse for ham.

 - Jeg kunne huske de bittesmå landsbyer. Åerne propfyldte med affald. De enkelte huse. Jeg tror jeg kunne fortælle, hvilke gardiner, de havde i de enkelte værelser. Jeg fik billeder fremkaldt af en næsten fotografisk hukommelse.  

Mareridtene er tilbage

Men på den anden side af guldmønten kom der noget foruroligende. Med rejsen og gensynene blev der rodet op i det hele igen. Mareridtene vendte i den grad tilbage til ham i nattens mørke. Nu står han i et afgørende dilemma: Skal han nu forsøge at lægge låg på og leve videre så godt som muligt? Eller skal han – som han siger det – vælge at dykke hovedkulds ned i skidtspanden og på den måde bearbejde det hele?

- Lige nu ved jeg det ikke. I næste uge skal jeg til psykolog i Fredericia for sammen med ham at finde svaret, siger han.

Da optagelserne er færdige og tv-journalisten er på vej ud ad døren, er der noget han vil sige:

- Jeg ville have taget til Kosovo igen, men passet bedre på mig selv.