Tidligere vinder bruger ekstreme metoder for at skabe landets største græskar

Jens Peder Skønager fra Øster Vedsted ved Ribe har nordisk rekord kæmpegræskar. Foto: Privat
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Jens Peder Skønager har brugt måneder på at drive sit kæmpegræskar frem i et specialbygget drivhus. Lørdag middag er der DM i kæmpegræskar i Tivoli.

Jens Peder Skønager pusler ofte i sit drivhus i Øster Vedsted ved Ribe. Her bruger han mange timer særligt om foråret og sommeren. For det er her, han dyrker sine kæmpegræskar, som han drømmer om en dag kan nå en vægt på et ton.

- Det kunne være sjovt at nå 1.000 kilo. Det ville i givet fald være rekord her i Danmark og vist også i Norden, siger Jens Peder Skønager.

Små blæsere står rundt om græskaret og kører konstant. Det er for at mindske risikoen for, at det rådner. Foto: Charlotte Sølvsten, TV SYD

Drivhuset er stort - 160 kvadratmeter - og er lavet af tyk, klar plastik trukket omkring nogle solide stålbuer. Han byggede det sidste år. Der er dobbeltdøre i hver ende lavet i trærammer, som med elektroniske følere selv kan åbne og lukke alt efter vindforhold og temperatur i drivhuset. 

- Jeg laver alt selv. Selvfølgelig selve dyrkningen og pasningen af planterne. Men jeg konstruerer også al elektronik, der styrer dørene og de små ventilatorer. Ja, alt hvad der er nødvendigt, siger Jens Peder Skønager og fortsætter:

- Ellers er det svært at dyrke græskar oppe i den her størrelse, da der er meget, der kan gå galt undervejs, fortæller den nu pensionerede værktøjsmager og tidligere hobbylandmand.

Jens Peder Skønager har selv bygget drivhuset i 2022. Og han har lavet alt elektronik, der kan åbne og lukke portene alt efter vejret. Foto: Charlotte Sølvsten, TV SYD

Drivhuset står på marken ved Jens Peder Skønagers oldefars hjem i Øster Vedsted. Et hus han overtog for 15 år siden, hvor han solgte sin slægtsgård med hobbylandbrug nogle få kilometer væk.

Drivhuset vender ud mod den flade marsk, og når man står i det, er der direkte udsigt til marsken og Ribe Domkirke gennem dobbeltdørene. 

Her er græskarret fra tidligere på sommeren. Hele drivhuset har været fyldt med blade frem til for få dage siden. Alene bladene vejer mellem 500 og 600 kilo. Foto: privat

Bladene fjernede han for et par dage siden, fordi fredag eftermiddag skal græskarret læsses på en trailer, før han og konen lørdag morgen klokken 5 kan tage turen på tværs af landet til Tivoli i København - til DM i græskar.

Hemmeligheden bag

Ifølge Jens Peder Skønager kan alle kaste sig ud i at lave kæmpegræskar. Men man skal være indstillet på, at fra frøene kommer i potter om foråret, udplantes i drivhuset, planterne skal sorteres, de skal gødes og vandes dagligt, til vi når efterårsferien og konkurrencen finder sted. Der er massevis af timers arbejde indtil da.

Stænglen, som græskarret frem til dagen før, det er bragt til Tivoli, har modtaget næring igennem. Foto: Charlotte Sølvsten, TV SYD

Det eneste, der vokser i jorden i drivhuset hos Jens Peder lige nu, er ét kæmpegræskar på en endnu ukendt vægt. Ellers er jorden helt bar - altså bortset fra den lange, tykke plantestængel som er græskarrets navlestreng og livsnerve. Det er gennem den, vand og gødning optages i planten. Græskarret får nemlig vand helt frem til fredag eftermiddag, hvor det høstes.

DM i kæmpegræskar lørdag klokken 11.30 i Tivoli

  • Den nuværende danske såvel nordiske rekord fra 2020 er på 970,4 kilo. Den står Jens Peder Skønager for.

  • Verdensrekorden er fra 2021 og er på 1.226 kilo og er sat af italieneren Stefano Cutropi ved de lokale Italienske mesterskaber.

  • Deltagerne ved DM 2023 er:

    Emil Blach-Rasmussen             Store Merløse       

    Anita Dietz                                 Årslev

    Jens Peder Skønager                Ribe                                                

    Michelle Jakobsen                     Lundby                                     

    Nanna Pedersen                         Tureby                             

    Charlotte & Klaus Ladegaard   Videbæk                         

    Henrik Jensen                              Græsted                                        

    Ole Christensen                          Skanderborg                           

    Tage Svensen                              Vejen                            

    Merete Knudsen                         Samsø                                          

- Det skal have så meget vand og næring som muligt lige til det sidste. Jeg går jo efter at vinde også i år, siger Jens Peder Skønager.

Daglig vægtøgning op mod 20 kilo

- Den sidste måned har det vokset mellem et og tre kilo om dagen. Men når den rigtigt vokser mellem begyndelsen af juni og slutningen fra juli, så øger det vægten med 20 kilo om dagen.

Alle blade er allerede fjernet omkring græskarret. De fyldte ellers det meste af drivhuset. Alene vægten på dem var ifølge Jens Peder Skønager på mellem 500 og 600 kilo.

Hvis man måler rumfanget på græskarret, kan man skønne sig til vægten på det. Jens Peder Skønager vurderer, at den ligger på mellem 700 og 800 kilo. Foto: Charlotte Sølvsten, TV SYD

Her få dage før konkurrencen ved Jens Peder dog ikke, hvad græskarret vejer. Men han har en ide.

- Man måler rumfanget af græskarret. Det må sætter man ind i en tabel og kan dermed regne vægten ud - sådan cirka. Mit græskar har nok en vægt på mellem 700 og 800 kilo - alt efter hvor hult det er, fortæller Jens Peder, mens han banker på det store græskar.

Rumfanget kan fortælle noget om græskarrets vægt. Foto: Charlotte Sølvsten

- Det er nu ret fast, så måske er vægten højere, lyder det håbefuldt.

Jens Peder Skønager håber, at han vinder DM i græskar igen i år. Han tog titlen sidste år med et græskar på 868,8 kilo. Han vandt også i 2019 og 2020. Og han har både dansk og nordisk rekord med et græskar på hele 970,4 kilo. 

Jens Peder Skønagers græskar på 868,8 kilo som han vandt med i 2022. Arkiv. Foto: Peter Elgaard, TV SYD

- Den rekord vil jeg altså gerne slå, og kunne jeg nå op på et ton, ville det være sjovt. Men det, tror jeg, sker ikke i år.

I 2021 deltog han ikke, fordi græskarret rådnede for ham. 

Fascination og kæmpe nørderi

For at nå så langt skal man være en ægte entusiast og noget af en nørd. Det bekræfter Jens Peder Skønager med et smil på læben midt i drivhuset, som udelukkende er bygget til at dyrke kæmpegræskar i.

- Jo, det skal man jo nok. Men jeg gør det, fordi jeg er fascineret af, at man kan tage et lillebitte frø og putte i jorden, og et halvt år efter har man et monster som det her. Det er bare fantastisk, lyder det fra vestjyden.

Jens Peder Skønager starter med otte frø, som han skærer ned til fire, inden de bliver plantet ud i drivhuset. Foto: privat

- Jeg sætter otte frø i potter i foråret. De fire bedste af dem planter jeg i drivhuset i begyndelsen af maj måned. Så kigger jeg dem an i væksten, og på et tidspunkt vælger jeg de to bedste, som får lov at vokse til og fylde hele drivhuset. Senere på sommeren tager jeg så det bedste af de to, som så får lov til at vokse sig kæmpestort. Det andet fjerner jeg, og så er der bare at håbe, at det, jeg har valgt, vil vokse sig rigtigt stort.

Græskarret bliver høstet dagen før, at det fragtes til Tivoli lørdag morgen.

I hele sæsonen skal der dagligt store mængder vand og gødning til. Tidligere benyttede Jens Peder Skønager naturlig gødning som hestemøg. Men i år bruger han kunstgødning.

For hvis man vil lege med i konkurrencen om at lave Danmarks største græskar, så skal man altså gøre lidt ekstra ud af det og forsøge sig frem.

- Jeg vander og gøder hver dag, og så tilfører jeg alt, hvad jeg kan finde på af mikronæringsstoffer. Det er bohr, mangan, zink og magnesium, som er nogle af de vigtige stoffer. Det er nemlig sådan, at det næringsstof, der er mindst af, er det, der bestemmer, hvordan de andre næringsstoffer bliver udnyttet, så det nørder jeg i.

Inden frøene overhovedet kommer i jorden, skal de også have den helt rigtige pH-værdi. Den er ifølge Jens Peder omkring 6,5.

- Det har jeg brugt lidt på at justere. Jeg har tilført kalk, fordi jorden lige her er lidt for sur. 

Efter konkurrencen går kæmpegræskar til elefanterne 

Om alle de gode tiltag igen i år vil føre til en sejr for Jens Peder Skønager, bliver afsløret i Tivoli klokken 11.30 lørdag.

Her bliver samtlige ti deltagende græskar vejet.

Når græskarrene har været udstillet i Tivoli til efter Halloween i november, så får elefanterne i Zoologisk Have dem at spise. En tanke der tiltaler Jens Peder Skønager.

- Jeg kan godt lide at tænke på, at det på en måde slutter en livscyklus for planten, ved at dyrene får dem at æde. 

DM i Kæmpegræskar i Tivoli 2022. Fotoarkiv. Foto: Peter Elgaard, TV SYD

Desuden får deltagerne frø fra deres græskar med hjem. Om Jens Peder vil bruge dem til næste års konkurrence - det er endnu uvist.

- Jeg er altid på jagt efter store 'modergræskar', og alt efter hvad jeg finder, så må vi se, om det bliver frø fra mit græskar i år, eller jeg køber nogle nye frø.

Et er sikkert - Jens Peder Skønager er med i kapløbet om Danmarks største kæmpegræskar til næste år også.

Lokal lampeforretning må lukke butikken for at fokusere på Black Friday

Hos Lampeexperten i Varde, der også sælger online, har man besluttet at lukke den fysiske butik i byen her på fredag. Foto: Anne Sophie Lindinger, TV SYD
Udgivet

Hos Lampeexperten i Varde mener de ikke, at de kan levere den samme service og rådgivning i butikken på Black Friday, når de samtidig skal holde gang i al den handel, der er i netbutikken.

Nedtællingen til storehandledag på fredag - bedre kendt som Black Friday - er i fuld gang.

Men når tilbudsjægerne strømmer ind over dørtærsklerne i butikkerne på fredag, vil der være lukket og slukket hos Lampeexperten i Varde.

Trine Thomsen ejer butikken sammen med sin mor. Og i år har de valgt at lukke den fysiske butik og i stedet satse på deres webshop.

- En ekspedition kan godt tage over en times tid, inden man har fundet den helt rigtige lampe, og det vil jeg også rigtig gerne hjælpe med. Men vi vil også gerne kunne være den service bekendt, som vi gerne vil give, siger hun.

Hos Lampeexperten i Varde er der ikke kun tale om ekstraordinære tilbud på selve Black Friday. De har nemlig også holdt Black November med særlige tilbud hele måneden. Foto: Anne Sophie Lindinger, TV SYD

Trine Thomsen og hendes mor har nemlig ikke råd til at sætte ekstra personale ind, når Black Friday rammer på fredag.

Slet ikke, når dagen i forvejen ikke er en, der for alvor gavner bundlinjen i små butikker som deres.

- Det er ikke en underskudsforretning, men hvis man tager alle omkostningerne med i regnestykket, så er det ikke noget, som vi bliver rige af, fortæller hun.

Nethandel eller ej?

Blandt de potentielle kunder på gågaden i Varde, som TV SYD reporter har talt med, er der forskellige holdninger til, hvordan de vil handle.

- Vi kører altid i fysiske butikker, når vi køber noget. Vi køber meget sjældent på nettet. Det er kun, hvis vi ikke kan undgå det, siger Bent Teglgaard Christensen.

Men det er langt fra alle, der som ham støtter de lokale forretninger. Mange klarer i stedet indkøbene hjemmefra.

- Jeg sidder tit ved computer. Det er lidt nemmere, fortæller Hanne Skov fra Varde.

Ville du være villig til at købe mere ind i butikkerne i byen for at støtte dem?

- Ja, det kunne jeg godt komme i tanke om. Vi har mange butikker, der lukker en masse lokaler, der står tomme, og det synes jeg er ærgerligt.

Men på trods af, at fremtiden for fysiske butikker stadig ser hård ud, er de optimistiske i lampeforretningen.

- Hvis vi kan lave lidt, hvor vi skiller os lidt ud og lave noget andet, så er jeg sikker på at vores søde kunder, de skal nok støtte op om os, og vi har heldigvis rigtig mange gode loyale kunder, som kommer til os, og det håber vi bare at det vil fortsætte, siger Trine Thomsen.

Region holder dør åben for ny sygdomsundersøgelse i Grindsted

Fra 1956 til 1973 blev der udledt 300.000 ton giftigt spildevand fra medicinproduktionen fra det midtjyske Grindstedværket. Foto: Christian Kallenbach, TV SYD
Af Ritzau
Udgivet

Forskere har anbefalet opfølgende undersøgelse for udvalgte sygdomme om nogle år. Regionsråd følger trop.

Region Syddanmark holder muligheden åben for at foretage en opfølgende undersøgelse af udvalgte sygdomme hos borgere i Grindsted.

Det står klart efter et møde mandag aften. Her har et enigt regionsråd valgt at følge en forskergruppes anbefalinger.

I 2022 blev det besluttet at lave tre undersøgelser. De er alle blevet præsenteret i år.

De blev bestilt i kølvandet på en bekymring for, at årtiers forurening fra det tidligere Grindstedværket kunne gøre borgere mere syge.

Værket har blandt andet produceret lægemidler. Og i en årrække blev spildevand ført direkte ud i Grindsted Å.

Forskergruppen har set undersøgelserne igennem. Efterfølgende har 17 ud af 19 af forskerne sendt regionen en række anbefalinger.

Ingen uacceptabel sundhedsrisiko

Det store flertal af forskerne konkluderede, at resultaterne samlet set ikke giver anledning til mistanke om, at miljøet i Grindsted i dag udgør en uacceptabel sundhedsrisiko for borgerne.

Forskerne siger dog samtidig, at det kan give god mening at holde øje med udviklingen i tre sygdomme. Det er ALS, prostata- og skjoldbruskkirtelkræft.

I en uddybende mail til regionen fra forskergruppens formand, Jesper Bo Knudsen, forklarer han, at forekomsten af de tre sygdomme "ikke afveg signifikant fra forekomst i de sammenlignelige byer".

- Dog var der tegn på, at forekomsten af prostata- og skjoldbruskkirtelkræft var lidt hyppigere i Grindsted, hvorfor gruppen foreslår en opfølgning via registerundersøgelse for de to konkrete sygdomme om 3-5 år for at få be- eller afkræftet dette, lød det.

Samtidig bør registerundersøgelsen af ALS gentages, fordi mistanken om hyppigere forekomst af ALS har været rejst, forklarede Jesper Bo Knudsen videre.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) understreger, at "vi tager borgernes bekymringer alvorligt". Det gør han i en pressemeddelelse fra regionen.

Regler og retningslinjer skal overholdes

En anden af forskergruppens punkter er også, at man skal lade være med at bruge vand fra private havevandsboringer. Hverken til at drikke, vande grøntsager med eller bade i.

Man skal heller ikke bade eller fiske i Engsøen.

Derfor skal borgerne ifølge forskergruppen følge de gældende regler og begrænsninger.

Den anbefaling hæfter formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark Poul Erik Jensen (S) sig ved.

- Vi kommer ikke uden om, at der er en massiv forurening i byen. Derfor er jeg lettet over, at forskerne har konkluderet, at borgere i byen ikke behøver at være bekymrede, forudsat at de regler og begrænsninger, som myndighederne har fastsat, overholdes, lyder det i en pressemeddelelse.

Tema

Forureningen i Grindsted

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden, analysere statistik samt og vise dig funktioner til sociale medier. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid tilbagetrække eller ændre dit samtykke, ved at klikke på ”Opdater dit cookietilsagn her” i bunden af siden. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere om brugen af cookies.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
Chartbeat
_cbt Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
csrftoken instagram.com
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
JSESSIONID LinkedIn
jwplayer.bandwidthEstimate tvsyd.dk
jwplayerLocalId tvsyd.dk
lang LinkedIn
lang LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
LAST_RESULT_ENTRY_KEY youtube.com
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
app_banner_enabled tvsyd.dk
breaking tvsyd.dk
breaking_banner_dismissed tvsyd.dk
CookieConsent tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
tv2reg_cookie_consent tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
XSRF-TOKEN tvsyd.dk

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Ikke tildelte cookies

Disse cookies er endnu ikke blevet kategoriseret. Vi arbejder på at identificere deres formål og sikre, at de respekterer dine privatlivsindstillinger.

Navn Udbyder
pusherTransportTLS no-domain
sentryReplaySession no-domain
tv_syd_session tvsyd.dk

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
remote_sid youtube.com
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
TESTCOOKIESENABLED youtube.com
VISITOR_INFO1_LIVE youtube.com
VISITOR_PRIVACY_METADATA youtube.com
YSC youtube.com