Sparerapport fik medarbejdere til at sende bekymringsbrev til politikere
Der er lagt op til store besparelser på det specialiserede familieområde i Esbjerg Kommune, men en gruppe medarbejdere rette nu skarp kritik af den rapport, der danner grundlag for besparelserne.
Ved middagstid fredag har medlemmerne i økonomiudvalget i Esbjerg Kommune modtaget et bekymringsbrev fra den samlede medarbejderstab i Hånd om Familien, der er et tilbud for udsatte familier i kommunen.
Brevet kommer i forbindelse med, at politikerne i næste uge skal i gang med at forhandle om det sparekatalog, der skal sikre Esbjerg Kommune en økonomi i balance for årene 2025-2028.
I sparekataloget ligger der nemlig spareforslag for 27,6 millioner kroner om året i familiecentret i Esbjerg Kommune, som Hånd om Familien er en del af. Se hele sparekataloget her.
- Jeg har fuldt forståelse for, at det er nogle svære valg, der skal træffes, og at økonomien er nødt til at hænge sammen. Derfor er det heller ikke det, vi klager over, siger tillidsrepræsentant ved familiecentret i Esbjerg Kommune, Lee Koudal, der sammen med de øvrige medarbejdere i Hånd om Familien har formuleret bekymringsbrevet.
Det som medarbejderne i stedet beklager sig over er den analyse af potentialer for besparelser på familieområdet, som Esbjerg Kommune har fået revisionsvirksomheden BDO til at lave. Du kan læse analysen fra BDO her.
- Fagligt og økonomisk urealistisk
Rapporten fra BDO danner grundlag for de spareforslag, der er i sparekataloget, og som politikerne inden længe skal tage stilling til, men medarbejderne er bekymret for, at beslutningerne bliver taget på et usagligt grundlag.
- Rapportens validitet ses utilstrækkelig i en grad, der gør den både fagligt og økonomisk urealistisk og dermed uforsvarlig at træffe videre beslutninger ud fra, står der indledningsvist i medarbejdernes bekymringsbrev.
Se hele brevet til politikerne her
Bekymringsbrev ang. BDO’s råderumsanalyse af det specialiserede familieområde
Validitet - BDO-rapport/ praksis:
BDO har afleveret en rapport, der vækker stor faglig bekymring ved Hånd om Familiens (HOF) ansatte. Rapportens validitet ses utilstrækkelig i en grad, der gør den både fagligt og økonomisk urealistisk og dermed uforsvarlig at træffe videre beslutninger ud fra. Vi anfægter rapportens generelle manglende evidens og empiri samt vildledende retorik. Dette gør, at man bør se bort fra signifikante dele af rapportens vurderinger og konklusioner, som er problematisk beskrevet og kræver yderligere analyser for det retmæssige grundlag at træffe beslutninger ud fra.
I BDO’s rapport er der flere emner, som er problematisk beskrevet og uden empiri. Problematikkerne som går ud over dette bekymringsbrev, uddybes gerne yderligere ved behov.
Koordinering og helhedsorientering:
Bekymringen bakkes op af adskillige forskningsprojekter og analyser gennem mange år hos bl.a. VIVE og Bolig- og Socialstyrelsen.
Der er ligeledes i lovgivningen implementeret lovhjemmel til at samkøre indsatser på tværs af sektorer i kommunen, hvis der vurderes at være et koordineringsbehov (jf. Barnets lov § 110). HOF er i praksis et tilbud, som kan løfte denne del, hvilket vi i høj grad gør i det daglige med en succesrate på ca. 66% (med en målsætning på 50%) og en tydelig økonomisk besparelse årligt. At BDO sammenligner bl.a. lønninger og hvorvidt andre kommuners ”tilsvarende tilbud” har koordinerende roller tilknyttet, uden at inddrage sammenligninger af succesrater, virker også utilstrækkeligt at træffe fyldestgørende beslutninger ud fra. Derudover koster en anbringelse gennemsnitligt ca. 80% mere end en indskrivning ved HOF.
Rapporterne og analyserne herunder beskriver alle, de positive resultater det medfører at tilbyde sammenhængende og helhedsorienterede indsatser. Samtidig peges der på det nødvendige fokus det kræver for at lykkes hermed; herunder den ledelsesmæssige opbakning ikke mindst.
Erfaring viser, at en helhedsorienteret indsats på tværs, med succes, forbliver en illusion, hvis ikke der konkret tages stilling til hvor og hvordan man i kommunen vil sikre denne mulighed for de mest udsatte familier. Endnu sikrer HOF den nødvendige koordinering, så disse helhedsorienterede indsatser faktisk fungerer. At man i en myndighedsafdeling skulle kunne navigere og koordinere konkret og dagligt, som krævet i almindelig praksis, er ganske enkelt urealistisk.
Vi anbefaler i den videre proces, at man bør overveje konsekvenserne for kommunens mest udsatte familier, såfremt det ikke længere skal kunne være muligt at tilbyde den indsats som for nuværende gives via tilbuddet HOF. Følgende rapporter og analyser udfordrer fagligt BDO og understøtter HOF’s eksistensgrundlag som et koordineret, helhedsorienteret tilbud:
Vive rapport af jan. 2024: Tværfagligt samarbejde om en helhedsorienteret indsats: https://www.vive.dk/media/pure/yxdrb6mz/24601480
Videns indsamling baseret på litteraturgennemgang af 55 danske og øvrige nordiske undersøgelser i perioden 2011-2023.
Social og boligstyrelsen, analyse af 15.08.2024: Familiens vej: https://www.sbst.dk/nyheder/2024/stort-potentiale-i-sammenhaengende-familieindsatser
Analyse på baggrund af erfaringer fra flere kommuner ift. erfaringer med at skabe en mere sammenhængende på tværs af velfærdsområder.
Vive bogudgivelse, 2018: Helhedsorienteret socialt arbejde med udsatte familier: https://www.vive.dk/da/udgivelser/helhedsorienteret-socialt-arbejde-med-udsatte-familier-lxml33zd/
Beskrivelse af økonomiske gevinster på sigt ved en helhedsorienteret indsats.
Deraf finder vi det grundlæggende bekymrende hvor dårligt belyst HOF’s koordinerende funktion er i BDO- rapporten, da ”koordinering” netop identificerer det nødvendige arbejde med målgruppen.
HOF arbejder med familier, som er i risiko for at få deres børn anbragt udenfor hjemmet, eller som får deres børn hjem fra anbringelse. Det er familier, der er præget af massive, komplekse traumer. Sådanne traumer er dybt forankret i familien og det enkelte individ, og de kræver både langvarig, fagligt funderet og intensiv behandling og støtte. Traumer kan være invaliderende for det enkelte individ og for familien som helhed ift. at skabe en almindelig hverdag, hvor der er mulighed for trivsel og udvikling.
Den amerikanske forsker Jody Hoffer Gittell dokumenterer, at egenskaber ved koordinering og kommunikation i en arbejdsproces, har en signifikant betydning for den samlede produktivitet, kerneydelsens kvalitet samt de ansattes arbejdsglæde.
Koordinering og organisering:
Bredden i familiernes udfordringer, samt de grundlæggende livsvilkår, som disse mennesker som oftest har med sig, gør, at HOF må tilbyde kompenserende støtte i perioder, og for nogle familier barndommen ud, for at sikre overskud til udvikling på længere sigt. Det er således ikke muligt at skabe nødvendige og bæredygtige ændringer for barnet eller den unge med ufleksible time-pakker eller kortvarige støtteforanstaltninger.
Det betyder, at vi i nogle sammenhænge tilbyder indsatser, som kan synes at høre til i andre kommunale regi. Årsagen hertil er, at familiernes multifaktorielle problemstillinger gør, at de alt for ofte mangler overblik, tålmodighed og ressourcer. HOF støtter i navigationen rundt i systemet gennem koordinerede indsatser og tilbud, som er en forudsætning for at lykkedes i familierne. Derved bør ses som en del af vores metode i samarbejder på tværs og ikke et separat tilbud, hvilket HOF netop er sat i verden for at kunne tilbyde i en samlet pakke.
Det er også vigtigt i denne forbindelse af pointere, at det, modsat BDO’s beskrivelser, ikke er HOF selv der vurderer, hvorvidt foranstaltningen skal fortsætte. HOF videregiver systematisk beskrivelser af familiens udvikling gennem opfølgninger til Familierådgivningen, som har beslutningskompetencen.
Baggrund for udvikling af Hånd om Familien 2014:
HOF er oprettet efter nøje overvejelser ud fra tankegangen om at nedbringe antallet af anbringelser i Esbjerg Kommune.
Følgende er uddrag fra HOF’s tilbudsbeskrivelse, revideret udgave 2019:
I Esbjerg Kommune er barnet og den unges behov og trivsel i fokus, og arbejdet skal understøtte familiens ressourcer. Der er samtidig et ønske om at tilbyde effektive indsatser og behandlingsmetoder, der sikrer barnet eller den unge en god barndom sammen med sin familie og derved forebygge anbringelse uden for hjemmet. (…)
Formål:
Formålet er at styrke barnets/den unges trivsel og udvikling samt stabilisere familiens samlede situation, så der ikke opstår behov for at anbringe barnet/den unge væk fra hjemme ved at iværksætte en langvarig, udviklingsorienterende og kompenserende indsats, som har til hensigt at styrke barnet/den unges trivsel og udvikling samt familiens samlede situation/forhold.
Visionære løsninger der rækker ind i fremtiden:
Tilbage i 2015 var man i Esbjerg Kommune visionære og grundlagde vores tilbud - Hånd om Familien. Dette er et helt enestående tilbud som i løbet af de første to år sparede kommunen for 13 mio. kr. p.a. i nedbringelsen af anbringelser. Dette lykkes fortsat med, fordi vi har muligheden for at arbejde koordineret, helhedsorienteret rundt om hele familien.
TV SYD ville gerne have forelagt BDO for medarbejdernes kritik, men de ønsker ikke at stille op til et interview.
- Af hensyn til vores tavshedspligt i kundeforhold har vi ikke mulighed for at kommentere på sagen. Vi henviser til kommunen, skriver de i et svar til TV SYD.
TV SYD har ligeledes forsøgt at få et interview med borgmester og formand for økonomiudvalget i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V), men han er ved deadline for artiklen endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Familieområdet i Esbjerg Kommune består af tre enheder. En myndighedsafdeling under navnet Familierådgivningen og to tilbudsafdelinger under navnene Familiecentret og Specialcentret.
Rapporten fra BDO peger på, at det er i Familiecentret, hvor Hånd om Familien hører under, at man bedst kan opnå de ønskede besparelser ved at nedlægge den koordinerende indsats. På baggrund af rapporten har forvaltningen indstillet til, at byrådet gennemfører besparelserne netop der.
- For os på gulvet er det svært at forstå, at man skal skære ned hos os, når vi hvert år sparer kommunen for en masse penge ved at nedbringe antallet af anbringelser. Det bliver kun dyrere på sigt både økonomisk og menneskeligt, siger Lee Koudal.
Af medarbejdernes bekymringsbrev fremgår det, at Hånd om Familien, der blev oprettet som en målrettet indsats for at nedbringe antallet af anbringelser, har en succesrate på 66 procent, hvilket de mener sparer kommunen for 13 millioner kroner om året, fordi færre børn i kommunen nu bliver anbragt uden for hjemmet.
Besparelsen på de 27,6 millioner kroner opnås i forslaget ved at skære i personalestaben med omkring 32 årsværk. Der er i dag cirka 295 årsværk ved Familiecentret.
En forvaltning i modvind
Generelt har familieområdet været omdiskuteret i Esbjerg den seneste tid.
Familierådgivningen, som består af de sagsbehandlere, der skal vurdere hvilke tilbud de enkelte familier kan få tildelt, har længe modtaget kritik for at have en for stor andel af deres sager, som bliver omgjort i Ankestyrelsen.
Fra morgenstunden fredag meldte Esbjerg Kommune ud, at de er klar til at se indad og rette op på omgørelsesprocenten.
Men det arbejde spår Lee Koudal kan blive udfordret, hvis politikerne holder sig til de spareforslag, Som BDO og forvaltningen har peget på.
- Hvordan skal de stakkels sagsbehandlere i Familierådgivningen kunne løfte den koordinerende opgave oven i det arbejde, de i forvejen laver. Det kan jeg simpelthen ikke se, siger han.
Ifølge Esbjerg Kommunes tidsplan for budgetprocessen, pågår de politiske forhandlinger om besparelserne fra 9. til 13. september. Budgettet for 2025-2028 forventes endeligt vedtaget på byrådsmødet d. 7. oktober.