Tidligere vidste Mathias ikke helt, hvad han gjorde - nu bliver han og 899 andre eksperter i asbest
Der er i øjeblikket stor efterspørgsel på at få fjernet asbesttage. På Rybners Tekniske Gymnasium i Esbjerg tilbyder de kurser, der skal klæde håndværkerne bedre på til den opgave.
I stedet for at have travlt med at rive asbestpladerne ned fra tage, er Mathias Tarp vendt tilbage til skolebænken.
- Det er fint nok for vores egen sikkerhed, at vi får noget viden om asbest og alle de sygdomme, man kan få af det, siger tømrersvenden.
Siden årsskiftet er det kun autoriserede virksomheder, der må fjerne asbesttage. Og det har fået Rybners Tekniske Gymnasium i Esbjerg til at tilbyde kurser, der kan klæde håndværkerne ordentligt på til arbejdet med det farlige materiale.
- Vi har haft flere hundrede igennem i 2024, og vi har kunnet mærke et øget pres op mod jul, hvor de nye regler skulle træde i kraft. Derfor har vi tilføjet yderligere 27 hold i 2025 og sætter løbende flere nye hold op, siger Camilla Eve Jessen, der er kursuschef på Rybners Tekniske Gymnasium.
På skolen regner med, at omkring 900 håndværkere skal igennem kurset i år. Men det er ikke kun den store efterspørgsel, der gør, at skolen tilbyder undervisningen.
- Det er jo rigtig vigtigt, fordi asbest er en sundhedsfare, og at vi har et fælles ansvar i at nedbringe de her asbestrelaterede risici og sygdomme, siger kursuschefen.
Og selvom Mathias Tarp allerede har haft med fibrene at gøre, forstår han vigtigheden i at deltage i kurset.
- Vi har haft dragter og masker og den slags, men vi har ikke haft viden om det. Vi har bare gjort det så godt, vi kunne, siger han.
Hvis alt går, som det skal, så forlader håndværkerne med et bevis, men det er ikke et man bare får stukket i hånden.
- Der vil blive holdt øje med dem, at de har forstået indholdet, og de vil blive testet i deres færdigheder, fortæller Camilla Eve Jessen.