Kæmpe internationale medier til topmøde i Esbjerg
Antallet af internationale journalister i Esbjerg forventes at stige markant under topmøde onsdag.
Der skal opstilles flere vindmøller ude i Nordsøen, og de skal give os langt flere gigawatt. Det budskab sender regeringschefer fra Danmark, Tyskland, Belgien og Holland, når de onsdag mødes til topmøde i Esbjerg.
Det forventes, at der bliver lavet en aftale, som på sigt kraftigt forøger kapaciteten i de danske farvande. Det vil være nok til at forsyne cirka 230 millioner europæiske husstande med grøn strøm og vil kræve samlede investeringer for over 1000 milliarder kroner.
Og de skal nok få spredt budskabet, for der er stor interesse fra udlandet. Hele 26 danske og 31 internationale medier er akkrediteret til topmødet. Det oplyser IPF (International Press Federation) til TV SYD.
Akkreditering betyder tilladelse til at dække topmødet.
Blandt de akkrediterede er nyhedsbureauer som Reuters og Associated Press, tv-stationer som britiske BBC, den arabiske Al Jazeera Media Network og tyske ARD samt trykte medier som det tyske Der Spiegel, det belgiske De Standaard og Spaniens største avis El País.
Mængden af pressefolk fra flere store internationale nyhedshuse vidner om den relevans, mødet i havnebyen har i verden.
EU-formand er med
Statsminister Mette Frederiksen er vært ved mødet. Derudover deltager Tysklands kansler Olaf Scholz, Belgiens premierminister Alexander de Croo, Hollands premierminister Mark Rutte samt EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen.
Desuden deltager landenes energiministre og den tyske vice- og økonomiminister Robert Habeck samt repræsentanter for flere virksomheder og organisationer.
Mange flere møller på havet
Deltagerlisten siger noget om, at der er medvind for den grønne omstilling. Eller i hvert fald for at tale om den.
Toppolitikerne forventes at komme ud med et erklæret mål om at mangedoble vindenergien i Nordsøen frem mod år 2050, hvilket blandt andet kan få meget stor betydning for Esbjerg Havn, som er en af de få havne i Nordeuropa, som kan rumme gigantiske havvindmølle-projekter.