Første spadestik til ferieresort for over en milliard skal blive et vendepunkt for området
Tirsdag gik byggeriet af det nye ferieresort på Nordals i gang. Efter planen bliver det et af de største i Europa og skal vende udviklingen på det nordlige Als.
Et stik med spaden på Nordals er det første tydelige tegn på, at et nyt ferieresort er undervejs.
Tirsdag gik byggeriet til det kommende Nordborg Resort i gang, og den dag har Jan Bossen ventet længe på.
- Det betyder meget. Ikke kun for mig, men for hele området, lyder det fra Jan bossen.
For ti år siden fik han ideen til resortet sammen med andre lokale kræfter for at være med til at vende udviklingen med faldende befolkningstal og arbejdspladser.
Og med et spadestik på en mark ned til Himmark Strand er der blevet skabt et håb.
- Jeg er jo selv fra Nordborg, og jeg har set Nordborg forfalde. Der har været fraflytninger og ingen optimisme, og den vil vi gerne være med til at vende. Dét kan jeg allerede mærke er vendt, for bare tanken, om at det kommer, har hjulpet, siger Bent Jensen, der er ejer af Linak og investor i projektet.
Investering i lokalsamfund
Det er de lokale pengemænd bag Linak Holding A/S og Bitten og Mads Clausens Fond, der står bag finansieringen af hele den første del af projektet til en pris af knap 1,4 milliarder kroner.
Linak Holding A/S har 70 procent af aktiekapitalen, mens Bitten og Mads Clausens Fond står for resten.
Selvom det er en investering, er målet med investeringen ikke et kæmpe overskud ifølge ejeren af Linak.
- Vi forventer ikke, at investeringen giver lige så mange penge, som med de ting jeg har forstand på. For det er slet ikke derfor, vi gør det. Vi ville gerne investere i noget, der kunne give noget tilbage til Nordals, siger Bent Jensen.
Et af de største i Europa
Nordborg Resort er et storstilet projekt, hvor alene den første fase løber op i et anlægsbudget på 1.376 millioner kroner.
Planen er, at der skal bygges 440 feriehuse fordelt på 90 enkelthuse med havudsigt samt 350 klyngehuse med 4 til 6 huse i hver klynge.
Samtidig skal der blandt andet bygges en centerbygning med butikker og et vandland på 7.200 kvadratmeter.
Efter planen skal resortet være klar til åbning i november 2024.